Citroën C3 besætter andenpladsen på top-20-listen i det forgangne år. Foto: Christian Schacht

Citroën C3 besætter andenpladsen på top-20-listen i det forgangne år. Foto: Christian Schacht

Høj Nissan i front for rekordsalg af nye biler

Nissan Qashqai blev den mest solgte model i 2019, hvor bilsalget med næsten 225.600 biler satte ny rekord

Af
Jens Overgaard

salget Langt mere ro på og ny rekord. Sådan kan bilåret 2019 sammenfattes.

Med et salg på tæt ved 225.600 biler blev der nemlig solgt pænt flere biler end de cirka 218.500 i fjor og de 222.800, som var den hidtidige rekord fra 2016.

Her kan den høje Nissan Qashqai, der blev afsat i 7.325 eksemplarer, nu smykke sig med titlen som Danmarks mest solgte bil. Det har været et langt, sejt træk for Qashqai, der var nummer tre i 2017, nummer to i 2018 og altså i 2019 røg helt til tops. Det skete foran Citroën C3, der blev solgt i 6.914 eksemplarer, mens koncernfætteren Peugeot 208 kom lige efter med 6.852 stk. Netop Peugeot 208 er en af de modeller, som importøren, Interdan, har solgt gennem de senere år med vedvarende kampagner.

Det er en strategi, som også har omfattet Citroën C3. Den helt nye generation af Peugeot 208 er netop lanceret til væsentligt højere priser end den udgående, og det bliver interessant at se, om den skal afsættes ved kampagner eller ud fra mere faste priser.

Små krusninger

Gunni Mikkelsen, som er direktør for De Danske Bilimportører, noterer sig det høje salg med tilfredshed.

Her er der visse måneder, som trækker mere end andre. Det gælder bl. a. marts, hvor der blev solgt godt 26.300 biler.

"2019 har på mange områder været et skelsættende år for salget af danske personbiler. Hos De Danske Bilimportører er vi glade for det meget fine resultat for året og ikke mindst den positive udvikling, som vi har set gennem de seneste år," siger Gunni Mikkelsen.

Tendensen er, at mikrobilerne taber fortsat mere terræn og udgør nu omkring hver tiende, mens miniklassen holder skansen på cirka hver fjerde solgte bil. Selv om danskerne går et skonummer eller to op i bilstørrelse, køber vi ifølge De Danske Bilimportører med over en tredjedel mikroog minibiler dog sammenlagt stadig biler, som er markant mindre end i vores nabolande. Væksten sker inden for de høje crossovere og SUV'er, som er tæt på at udgøre 30 pct. af salget.

Gunni Mikkelsen peger på, at salget af de høje biler koncentrerer sig omkring mini-og mellemklassen, så der altså er tale om en almindelig familiebil, der bare er lidt højere.

FAKTA

Bilsalget 2019

1. Nissan Qashqai 7.325

2. Citroën C3 6.914

3. Peugeot 208 6.852

4. VW Polo 6.027

5. Toyota Yaris 5.194

6. Renault Clio 4.739

7. Skoda Octavia 4.640

8. VW Golf 4.573

9. Toyota Aygo 4.169

10. Citroën C1 4.068

Kilde: De Danske Bilimportører.

Publiceret 03 January 2020 11:02