Ny Polo låner teknik fra storebror

Facelift til den populære minibil omfatter digital instrumentering og generelt mere udstyr.

Artiklens øverste billede
Den kraftigt modificerede VW Polo lander herhjemme til oktober. Her ses R-Line-udgaven. Foto: VW

Volkswagen har opdateret Polo-modellen, så den nu får udstyr og designfunktioner fra de større modeller i et forsøg på at holde nye rivaler bag sig i det populære segment af minibiler.

Den ansigtsløftede Polo får derfor en oplyst lysstrimmel langs bunden af kølergitteret, der matcher udseendet på den nyeste, ottende generation Golf, og motorhjelmen løber ned i kølergrillen ligesom på den store Arteon.

Bagenden har nu baglygter, der strækker sig ud på bagklappen, en almindelig styling-feature på større biler, der får Polo til at virke ”bredere og mere eksklusiv”, fortæller VW.

De ydre ændringer er usædvanligt omfattende i forhold til, hvad VW plejer at lave af facelift.

Det er ikke kun visuelt, at Polo har ændret sig.

Standardudstyret er blevet mere omfattende og byder nu på LED-lygter, digitalt cockpit, online infotainmentsystemer og et multifunktionsrat.

Salget af Poloen har været faldende, og sidste år røg den helt ned på femtepladsen fra nr. 2, når man ser på salget af minibiler i Europa sidste år, viser data fra JATO Dynamics.

Herhjemme har afsætningen også været vigende, fra en tredjeplads i 2019 til en sjetteplads sidste år og bag modeller som Peugeot 208, Citroën C3, Renault Clio, Toyota Yaris og Opel Corsa.

Ingen elektrificering

I modsætning til Clio, Yaris, Corsa og 208 vil den nye Polo ikke tilbyde en elektrificeret version.

»At elektrificere den nuværende Polo med en hybrid-eller EV-drivlinje ”giver ikke mening”,« siger en talsmand for VW til branchebladet Automotive News Europe.

VW-gruppen arbejder til gengæld på en lille elektrisk bil, der kommer i 2025 baseret på MEB-platformen, der er kendt fra bl. a. ID. 3.

VW droppede dieselmotorer til Polo allerede i november sidste år, og den nye bil vil kun fås med benzinmotorer.

Bilens 1,0 liters, trecylindrede motorer, der yder mellem 80 og 110 hk, fortsætter, og de kan kombineres med DSG-automatisk gearkasse som en mulighed på de turboladede modeller.

En mere kraftfuld GTI-model vil blive afsløret senere på året.

Modelprogrammet er ændret lidt, og starter nu med Polo-versionen og fortsætter med Life, Style og R-Line.

Sikkerhedsudstyret er opgraderet med en centerairbag, der er placeret i højre side af førersædets ryglæn. Den åbner ind mod midten i tilfælde af en kollision og beskytter føreren og den forreste passager.

Den ansigtsløftede Polo forventes introduceret i Danmark til oktober, men priserne kendes endnu ikke.

Læs også

Del artiklen