Nikola overhaler Tesla i den tunge afdeling

Den amerikanske producent Nikola starter tysk produktion af elektrisk lastbil med en rækkevidde på 560 km og overhaler dermed Teslas elektriske Semi lastbil. Brændselsceller er næste skridt.

Artiklens øverste billede
Nikola Two FCEV er en stor brintdrevet lastbil, som får en rækkevidde på op mod 1.450 km. Den kan tankes på 20 minutter. Foto: Nikola

Det er ikke hver dag, at vi skriver om lastbiler. Den nye Nikola Tre BEV, som inden årets udgang sættes i produktion i tyske Ulm, er dog noget særligt.

Det er nemlig en elektrisk lastbil, som er udviklet i tæt kapløb med Elon Musk og Teslas bebudede Semi truck, som indtil videre ikke er kommet i produktion, men siges at være lige om hjørnet.

Nikola er heller ikke hvem som helst. Det amerikanske pioneer-firma med base i Phoenix, Arizona, har nemlig arbejdet målrettet på at udvikle en række elektriske køretøjer i den tungere ende, hvor lastbilen, Tre BEV supplerer de store brintdrevne brændselsceller-modeller, Nikola One FCEV og Two FCEV. Tre BEV sættes nu i produktionen sammen med den italienske lastbilproducent Iveco, som er en af de helt tunge drenge i lastbilindustrien.

Op i fart

Nikola har sidste par år har haft en noget omtumlet tilværelse. På tidspunkt var tiltroen således så stor, at aktierne fløj til tops og blev mere værd end Ford Motor Co. Kurserne droppede dog, efter at der kom beskyldninger mod den karismatiske grundlægger, den 39-årige milliardær, Trevor Milton, for at vildlede investorerne. Milton trådte tilbage som formand for bestyrelsen i september i fjor.

Nikola Two FCEV er en stor brintdrevet lastbil, som får en rækkevidde på op mod 1.450 km. Den kan tankes på 20 minutter. Foto: Nikola

Han har erklæret sig uskyldig i anklagerne, og sagen skal nu for retten. Ny mand i front er den lige så karismatiske advokat, Mark Russel, der også har skabt sig en formue og på samme måde anser sit job som en ”Mission” for at udbrede især brintteknologien. Tiltroen til selve selskabet er da også kommet igen, og Nikola har hentet meget af aktietabet tilbage.

Målet er i år at producere 100 elektriske Tre-lastbiler i Tyskland, men planen er 3.000 lastbiler om året.

Den nye elektriske Tre BEV er oprindeligt udviklet som brintmodel, men lægger nu ud som ren elmodel i Europa, mens brintversionen følger i 2023. Tre hviler på platformen fra en Iveco S-Way lastbil. Den elektriske udgave er udstyret med et batteri på hele 753 kWh – eller ti gange så meget som en Tesla Model 3 Dual Motor, der er populær herhjemme.

Lange rækkevidder

Batteriet vejer 4,5 ton og rækker til 560 km kørsel, hvor drivkraften er en elmotor på 645 hk. Det tager 120 minutter at lade batteriet op fra 10-80 pct med 240 kW, lover Nikola. Til sammenligning skal Tesla Semi kunne klare 500-800 km på en opladning.

Den nye elektriske Nikola Tre lastbil kommer med eldrift og som brintbil med brændselsceller. Rækkevidderne er på henholdsvis 560 km og 800 km. Foto: Nikola

I 2023 starter ydermere en produktion af TRE FCEV med brændselsceller i Ulm. Det er biler, som ligeledes yder 645 hk, har en rækkevidde på 800 km og kan tankes på 20 min.

Parallelt opbygges endnu en Nikola fabrik i Coolidge, Arizona, som fra 2024 skal producere lastbiler med brændselsceller ud fra den større Nikola Two FCEV. Det er samme drivline, men rækkevidden er op til hele 1450 km. Her har den store amerikanske bryggeri-gigant, Anheuser Busch bakket op med en ordre på 800 brint lastbiler, som skal køre Budweiser øl ud til de tørstige kunder.

En udfordring er dog antallet af brintstationer. Derfor er Nikola ved at opbygge et net af brintstationer i USA og Europa, hvor nogle er drevet af vindmølleparker.

Den elektriske Tre BEV er en lastbil, som derimod især er udviklet til kørsel i nærområdet, for eksempel som skraldevogn. Den første snes elektriske Nikola lastbiler skal da også køre som forsøg på den store havn i Hamborg, før de slippes ud i trafikken.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen