Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skandaløs opførsel af Mattias Tesfaye

Artiklens øverste billede
Et stærkt samarbejde mellem Skanderborg Andelsboligforening, Midtjysk Boligselskab, Skanderborg Kommune, Landsbyggefonden har fjernet området Højvangen fra ghettolisten. Arkivfoto: Wulff

Debat I den nordlige del af Skanderborg by ligger Højvangen, et fantastisk boligområde, der desværre for en del år siden havnede på regeringens ghettoliste. En ghettoliste, der offentliggøres hvert år af regeringen og indeholder en liste over udsatte boligområder i Danmark.

Siden er der gjort et kæmpe stykke arbejde, ikke mindst grundet flot arbejde af 'Projekt Højvangen', hvis formål er og har været at styrke de positive forandringer, der er sket i boligområdet igennem de seneste år. Et stærkt samarbejde mellem Skanderborg Andelsboligforening, Midtjysk Boligselskab, Skanderborg Kommune, Landsbyggefonden, og som har fjernet området fra ghettolisten.

På trods af at ghettolisten 'for længst er fortid', så har en såkaldt boligkravsliste, sat en stopper for, at Tomas Tordrup og Dariia Tsyhanchuk, der har kendt hinanden i fem år og nu venter barn sammen, kan leve sammen, og sat en skygge over forventningen til at blive forældre.

Afslaget om familiesammenføring blev givet, fordi de boede i Højvangen. Det unge par burde aldrig have været skilt ad, og det er ikke kun en skamplet på retsfølelsen, men også et direkte overgreb mod en lille families mulighed for at bo i Højvangen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye vil ikke gå ind i sagen, ud over at beklage, at boligkravslisten ikke er blevet opdateret de seneste to år. Det er en skamplet af de helt store. Den liste skal opdateres nu, og så skal ministeren hjælpe det unge par med at blive genforenet.

Et gammelt mundheld hedder; 'Det er ingen skam at få en plet. Men det er en skam ikke at få den fjernet'.

Da Mattias Tesfaye øjensynligt ikke har ret travlt med at få fjernet skampletten, er Dansk Folkepartis folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker, der er valgt i Skanderborg, gået ind i sagen i håbet om, at boligkravslisten opdateres NU, og der aktivt bliver givet hjælp til det unge par, så Thomas og Dariia´s lille 'ny' kan komme til verden i Danmark, og måske endda i Skanderborg.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen