Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hinnerup - et godt sted at være ældre borger i en coronatid

"Samlet set er jeg imponeret over den opmærksomhed og fantasifuldhed, hvormed man har vist de ældre borgere i Hinnerup omsorg i den lange periode, hvor de har måttet være isolerede," skriver Mette Bork fra Aarhus N

Artiklens øverste billede

debat Som svigerdatter til Inger Tagmos, der er bosiddende i Hinnerup, har jeg fået lyst til at rette stor ros og tak til personalet på kommunens plejecenter, og ikke mindst de frivillige fra Sognegården og Røde Kors, der gennem hele Coronaperioden på hver deres måde har været til stor opmuntring for min svigermor.

Almindeligvis deltager min svigermor om fredagen i et formiddagsarrangement i Sognegården, hvor der tilbydes forskellige former for oplæg, mens de ældre borgere drikker formiddagskaffe.

Dette har det seneste år naturligvis ikke kunnet lade sig gøre på grund af forsamlingsloftet. I stedet har personalet bragt forskellige små opmuntringer til min svigermors dør som f.eks. hjemmebagte kager, et festligt pyntet fastelavnsris og blomster.

Røde Kors, der normalt afholder ugentlige sangeftermiddage i et kælderlokale under nogle centralt beliggende ældreboliger, har gennem coronaperioden videreført disse sammenkomster med sang og kaffe med hjemmebag udendørs, når vejret har tilladt det.

De har desuden tilbudt min svigermor en kontaktperson, der en gang ugentligt ringer til hende for at sikre, at alt er vel, ligesom de også har bragt forskellige små opmuntringer til døren.

Videre har man fra plejecentrets side tilbudt ældre borgere, der normalt deltager i træningshold på centret, at de i stedet kan deltage i en ugentlig gåtur i Hinnerup og omegn, - i perioder efterfulgt af kaffedrikning.

Endelig har kommunen sørget for et par "spis-sammen" arrangementer.

Den ene gang fik de ældre borgere bragt et måltid mad fra byens pizzria til døren, og sidste sommer, hvor der var en midlertidig mildning af restriktionerne, blev borgerne inviteret på en udflugt til Knud Hule Badehotel.

Samlet set er jeg imponeret over den opmærksomhed og fantasifuldhed, hvormed man har vist de ældre borgere i Hinnerup omsorg i den lange periode, hvor de har måttet være isolerede og i mange tilfælde har kunnet føle sig ensomme.

Stor tak for den eksemplariske indsats!

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen