Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hjælp, mine forældre skal på plejehjem

Det der begyndte med bange anelser, endte til glæde for Lone Laursen og hendes forældre

Artiklens øverste billede
Det var med bange anelser, Lone Laursens forældre gik med til at "prøve" et ophold på Dagmargården. Men alle bekymringer blev gjort til skamme. Arkivfoto

debat Da vores forældre fik brug for at komme på plejehjem, var det med bævende hjerte og en vis utryghed vi begav os på besøg på Dagmargården. Vi havde allerede dengang (2017) hørt og læst rigtig mange grumme historier om forråelse og dårlig behandling på plejehjemmene rundt om i Danmark. Det var derfor kun af bitter nødvendighed, at vi sagde ja tak til en lejlighed på 2. sal på Dagmargården i Skanderborg.

I samråd med kommunens demenskonsulent lovede vi Mor og Far, at det kun var et ferieophold, de skulle på, og at de kunne flytte hjem igen, hvis de ønskede det. Med dette løfte sagde de OK til at gøre forsøget, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at de bestemt ikke var begejstrede. Begge havde ønsket at blive i eget hjem til det sidste. Men allerede dagen efter indflytning sagde Mor undrende:"Jeg savner slet ikke det derhjemme", og senere samme uge erklærede hun, at her var dejligt at bo, og at vi bare kunne sælge huset. Er det nødvendigt at nævne, at det var en kæmpe lettelse for os døtre?

Mor døde under en hospitalsindlæggelse ca. to måneder senere, mens Far levede yderligere 3½ år. Han døde efter kort tids sygdom 3. januar i år.

I den første tid på Dagmargården livede både Mor og Far op, og når vi besøgte dem, virkede de begge meget gladere, end de havde gjort længe, mens de stadig boede i eget hjem. Jeg er gennem tiden kommet på Dagmargården på alle mulige og umulige tidspunkter og er altid trådt ind i en varm stemning, hvor der overalt blev talt venligt og kærligt til beboerne. Trods skiftende personale bor den gode atmosfære i væggene, og familien har altid følt sig velkommen på stedet.

Når vi har talt med personalet om Far, har det været vores indtryk, at mange har haft en særlig relation til ham. De vidste, hvad han interesserede sig for. Én har han fortalt om Sønderjylland, hvor familien stammer fra, én har han "talt" spansk med far (han kunne tælle til seks), flere kunne gentage hans evindelige tyske remse om ikke at udsætte noget til i morgen eller kendte hans bogstavlege med Carlsberg og Tuborg, ligesom mange vidste, at han og Mor havde fødselsdag på samme dag. Alt sammen kan det synes som små ting, men de vidner for os om en oprigtig interesse og omsorg for mennesket. Og vi ved, at det hele sker i en hverdag, som er tydeligt travl for de ansatte.

Selvfølgelig har der været små irritationsmomenter undervejs de sidste godt tre år. F.eks. byttede beboerne ting ind imellem, og aldrig så snart havde man lavet en juledekoration til Far, før den forsvandt for så ugen efter at dukke op igen i en temmelig forandret tilstand. Eller som dengang nakkepuden til en lænestol forsvandt, selvom den var næsten umulig at få af. Den fandt vi aldrig igen. Hvis en anden pårørende eller en ansat på et tidspunkt skulle finde en nakkepude, der ikke hører hjemme: Send os en venlig tanke og grin lidt sammen. Vi skal ikke bruge den mere.

Det vigtigste for os, vil altid være at vores far blev behandlet godt og at Dagmargårdens personale forstod at tilpasse hans hverdag efter hans behov. I starten deltog han i rigtig meget og i det sidste halve år, fik han lov at trække sig og være sig selv og de beskyttede ham mod for mange besøg af de andre beboere.

Da Far var døende, var personalet varmt og kærligt professionelle. På en varm og rolig måde tog de sig af Far og af os. Vi oplevede en kærlig omsorg for Far og forståelse for os som pårørende. Vi fik hjælp til at forstå de forskellige faser i døden. Vi fik en pjece om, hvad vi kunne forvente og personalet forklarede gerne mere end én gang hvad det var vi så og hvad det betød. Særligt for de to børnebørn, der valgte at være hos Far det sidste døgn, var det betydningsfuldt at blive taget ved hånden.

Nu er Far død og vi er dybt taknemmelige for alle de ansatte, der i årenes løb har taget sig kærligt af ham – tak for hvert et lille smil!

Tak for alle de små klem og de kærlige ord, tak fordi I grinede sammen med Far, tak fordi I forstod hans humor, tak for den gode stemning, der var på fællesarealerne og i hans lejlighed!

Tak!

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.