Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Præsteklumme: Mennesker og fællesskaber

Artiklens øverste billede
Jane Fanø, sognepræst i Søften-Foldby. Foto: PR

præsteklumme Da jeg skulle skrive prædiken til Midfaste søndag 14. marts, læste jeg naturligvis evangelieteksten igennem.

Jeg plejer altid at hæfte mig ved et eller andet i teksten; noget som påvirker mig, og nogle gange er det som om, at jeg læser den for første gang, fordi den påvirker mig forskelligt – fordi jeg er forskellig fra sidste gang jeg læste den. Fordi jeg har rykket mig på en eller anden måde. Og det var faktisk, det der skete, da jeg læste evangelieteksten til Midfaste denne gang; den ramte mig på en helt anden måde, end jeg havde forventet.

For det er jo ikke en fremmed tekst, der skal prædikes over. Det er den med de fem brød og to fisk. Den, hvor Jesus er til stede midt i en stor menneskemængde – og hvor der er alt det, der altid er til stede, når mange mennesker er forsamlet. Stort og småt i ét virvar.

Børnestemmer der kalder, voksne der mundhugges eller diskuterer, andre der taler fortroligt med dæmpede stemmer, gensynsglæde og latter. Og det forstummer alt sammen, da han begynder at tale til dem. Så meget, at de glemmer alt omkring sig. Helt opslugte sidder de der i græsset og lytter og ser på det store, der sker lige foran dem.

Det var dét billede af den store menneskemængde, der ramte mig.

I første omgang, fordi alle de mennesker er forsamlet på, hvad jeg forestiller mig, er forholdsvis lidt plads.

Og det slog mig, at det egentligt er ret hurtigt, at man kan vænne sig til noget nyt. For det der var det mest naturlige for kun et år siden, det kan være ganske utænkeligt i dag. Når jeg for eksempel ser fjernsyn; film eller serier eller programmer der er optaget for mere end et år siden, så sidder jeg næsten og krymper mig, hver gang mange mennesker er samlet på ét sted, eller hver gang der gives hånd, eller når to personer, som jeg er rimelig sikker på ikke er i samme boble, giver hinanden et knus.

Og det der ramte mig, var næsten en følelse af misundelse, og ikke kun på grund af det helt oplagte i, at de mennesker der var til stede den dag, oplevede Jesus, men også fordi jeg savner store fællesskaber. Jeg savner at være en del af mange. Jeg savner virvar og leben og knus og smil uden mundbind.

Og jeg tror, at det er en af de mange erfaringer, som det sidste år har givet os: at det er alt det, der tidligere var helt naturligt for os, vi savner mest. Det der måske nok kan kaldes De Små Ting i livet, men som på ingen måde er små, når man mangler dem. Mennesker. Fællesskaber.

Og der midt i det hele – midt blandt mennesker, midt i fællesskabet, der er Jesus. Også. Midt i alt det, der er mest naturlig for os, der møder vi ham. Og han tager del i det hele med os. Han er til stede i det hele. I alt det store, som fylder os. Og i alt det små, som også er vores liv. I alt det, der er svært og som tynger os. Og i det, der fylder os med glæde. Gud er til stede i det hele. Det fortæller evangeliet om Guds søn os hver eneste dag, men nogle gange er det som om, det rammer os på ny, på en anden måde eller for første gang.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen