Debat: Corona-pas bør sendes som kvikbrev til ældre
debat Nu er der endelig kommet en mere langsigtet genåbningsplan. Det er dejligt for alle, at man nu kan forholde sig til noget konkret, og at der bliver åbnet mere for samfundet.
Jeg har stor respekt for myndighedernes beslutninger, selvom jeg synes, at der er paradokser heri.
Men der er noget, der bekymrer mig, og det er kravet om corona-pas for at kunne komme til frisør, på restaurant og forskellige andre formål. Min bekymring går på, at vi stadig har en gruppe borgere - hovedsageligt ældre - der ikke er digitale. De skal have sendt deres corona-pas med posten.
Almindelig post er fem arbejdsdage undervejs til modtageren, og testresultatet må ikke være mere end 72 timer gammelt.
Det betyder, at myndighederne er nødt til at sende corona-pas til ikke-digitale borgere som kvikbrev, der er fremme næste hverdag. Mon der er taget hånd om dette problem?