Glædeligt med nye lejligheder i Hinnerup midtby

Det er glædeligt, at der nu er udsigt endnu flere lejligheder i Hinnerup midtby. Vi har længe set på de tomme huse langs Ådalsvej og tænkt: Sker der da ikke snart noget?
Det ser det så ud til, at der gør nu. Det giver god mening at bygge hele karréen samtidig, så byggegenerne ikke strækker sig over for lang tid.
Spændende at se Al2boligs ideer til udførelse. Det bliver jo nok ikke med tre badeværelser og dobbelt carport, som vi ser de nye villakvarterer udstyret med. Ok, mindre kan gøre det, men lidt kræsne og forventningsfulde har vi vel lov til at være?
Det skulle gerne blive et smukt og indbydende byggeri, muligheden burde være til stede. Med sine to etager ud mod ådalen og stigende ind mod midtbyen kan det blive gode eftertragtede boliger, der kan peppe den gamle stationsby lidt op og bidrage til lidt mere byliv. Det bliver nok svært at få alle ønsker presset ind i byggeriet, men mange af os, der vil søge mod midtbyen, ser frem til boliger, der matcher nutidens og fremtidens behov.