Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvis ikke vi ændrer kurs, så ender vi dér, hvor vi er på vej hen

I en tid, hvor vi hele tiden taler om at vende tilbage til normale tilstande – den kendte hverdag – er der noget, der nager mig og giver lidt bange anelser. For betyder det tilbage til en stressende hverdag, hvor folk bliver syge af at gå på arbejde, unge mennesker føler sig utilstrækkelige og et stigende antal børn i grundskolealderen går og roder med angst- og lavt selvværdsproblematikker? ER det virkelig det, vi gerne vil tilbage til?

I stedet tænker jeg, at covid-19 må være en god anledning til at tænke sig om en ekstra gang. Ikke kun den enkelte men mere strukturelt som samfund. Kunne det være anledningen, der fik virksomheder og kommuner til at gøre noget ved arbejdsmiljøet og opgaveporteføljen for de ansatte – frem for at ansætte psykologkorps, der kan ”fikse” den enkelte ansatte, så vedkommende igen kan passe ind i hamsterhjulet?

Eller kunne det være anledningen til at sætte tempoet lidt ned, så folk kan følge med i deres eget liv. Måske skulle det enkelte menneske også bruge anledningen til at forholde sig mindre til de tusindvis af daglige indtryk, de mødes med på sociale medier – de indtryk, der medvirker til, at de kommer til at føle sig utilstrækkelige. Og skulle politikerne bruge anledningen til at skabe rammerne om et værdigt børneliv, hvor kravene i skolen sættes ned eller omtænkes, så børn kan mødes af opgaver og emner, der rammer deres nærmeste udviklingszone.

Det er det sidstnævnte, jeg gerne vil problematisere yderlige i dette skriv. For et værdigt børneliv er for mig et liv, hvor barnet først og fremmest har forældre med kærlighed og overskud – der ikke mindst har tid til børnene. Kærlighed har alle forældre til deres egne børn, men hvis det kniber med tid og overskud pga. arbejdspres eller krav om et idealbillede, der skal leves op til, så bliver livet utilfredsstillende for både forældre og børn.

I vores samfundsmodel, hvor børn fra en tidlig alder er rigtig meget i institution, er det mere vigtigt end nogensinde, at børnene i daginstitution samt skole mødes af voksne med overskud og professionel kærlighed til dem. I denne tid kører reklamer i tv, hvor en tidligere lærerinde besøges af tidligere elever, der er hendes besøgsvenner, fordi hun havde overskud til at gå ind og være en slags ekstra forælder for de nu voksne tidligere elever.

Hun havde tid, lyst og kærlighed til de elever, der gjorde hende i stand til at yde noget ekstraordinært i forhold til de børn, hun var lærer for. Det kan være vanskeligt at forestille sig i dag, hvor lærere optages rigtig meget af, om de lever op til de stigende krav om faglighed, faglighed og faglighed – desværre på bekostning af menneskelighed og interessen for at bringe det enkelte barn videre til et bedre sted i livet.

Elever føler sig maksimalt pressede, når de i udskolingen i dagens grundskole på samme tid uddanner sig til en potentiel eksamen i 10 forskellige fag – ikke en prøve, men en eksamen! Oplevelsesfagene er forsvundet, fordi glæden og fordybelsen som mål er blevet erstattet af en eksamen, som for de praktisk musiske fags vedkommende nu også indeholder en teoridel.

Det faglige bundniveau hæves, når fag gøres til prøvefag – jovist – men er prisen for høj, når alt i tiltagende grad målstyres, og rammerne derved indsnævres? Yderligere er der lagt så meget stof på de mindre fag i skolen, så jeg i geografi har taget mig selv i at stå og undervise 14-15 årige 8. klasses elever i det geologiske kredsløb og dannelsen af metamorfe bjergarter. Er det holdbart?

Alt det indskrænker selvsagt rammerne for, hvor meget menneskelighed lærerne kan levere i de enormt kravsættende rammer. Og desværre er det nogle rammer, som et stadig stigende antal børn i Danmark, ikke føler sig tilpas i – sagt på en anden måde, betyder de mange ydre krav og et derved indsnævret normalbegreb, at flere ikke passer ind og i stedet rammes af personlige ”katastrofer” som skolevægring, følelse af mindreværd og angstproblematikker.

Så spiralen er godt i gang i den forkert retning. Skolens krav kombineret med skoledage til langt ud på eftermiddagen, skaber en vigende nysgerrighed, lyst og motivation til andre aktiviteter, der kan styrke barnet i dets udvikling. Det betyder, færre får et fritidsjob, der giver selvstændighed og succesoplevelser.

For mange virksomheder er nemlig rigtig gode til at opstille afgrænsede udførbare opgaver, de unge kan mestre. Yderligere tænker jeg i høj grad på foreningslivet, hvor barnet møder voksne og børn i andre rammer end i skolen – noget, der udvider horisonten og skaber rum for nye erfaringer og opmærksomhed på, at livet har mange aspekter og foregår på mange arenaer. I foreningslivet er barnet af fri vilje måske med ønsket om at blive til noget. Rigtig mange oplever succes og glæde - samt det såvel at blive til noget men endnu vigtigere at blive til nogen i de mange frivillige foreninger. For de bevægelsesbegejstrede er Favrskov et godt sted, og det skal vi være stolte af, værne om og forsøge at understøtte fra alle sider.

For på det punkt kræves det af samfundet, at de fysiske rammer er tilstede, så børnene og de unge mennesker kan mødes i haller, ungdomsklubber etc. I weekenden var jeg sammen med et vennepar, der kunne berette om, at der i deres bydel i Aarhus til områdets godt 13.000 indbyggere eksisterer en skolehal samt et par gymnastiksale fra en fjern fortid. Det vanskeliggør unægtelig udviklingen af et givende foreningsmiljø, hvor børnene kan sanse, danne sig erfaringer og forhåbentlig møde arenaer, hvorpå de oplever at lykkes.

Efterspørgslen går endelig også på uperfekte hjem med uperfekte forældre, der laver fejl. Der er brug for mødre uden makeup, nullermænd på gulvet samt forældre, der synger med, selvom de synger falsk. Forældre, der påtager sig opgaver, de ikke har en doktorgrad eller mange års erfaring i, men hvor de viser egne og andres børn, at ”det går nok alligevel”.

For skal man vokse sig robust med mod på livet og mødet med det ukendte, så skal man vokse op i en mulighedskultur fremfor en fejlfinderkultur. En kultur, hvor man møder bump på vejen og bliver samlet op af voksne, der har tid og er i stand til at hjælpe med at finde veje. Lad dette være mit sidste budskab i denne eftertænksomme stund på vej mod en yderligere genåbning – forhåbentligt tilsat nye indsigter.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.