Styr udviklingen eller bliv dens slave

Favrskov kommune har rigtige mange parcelhuse. Næsten 70 procent af boligmassen i Favrskov kommune er parcelhuse. På landsplan er det 37 procent. Hvis liguster- og bøgehække var natur og biodiversitet, så var vi godt kørende.
Parcelhusgrunde er i udgangspunktet nemme at sælge og giver en god skilling til kommunekassen. Vi har i forvejen en meget høj grad af vores boligmasse, der er parcelhuse. De nye udstykninger bidrager blot til denne udvikling.
Parcelhuse er i sig selv ikke et problem, og parcelhusejere skal ikke til at skamme sig. Men et bredere og forskelligartet boligmarked giver flere muligheder for forskellige borgere til at blive boende eller til at flytte til Favrskov. I dag kan det være vanskeligt, hvis man som ældre ønsker at flytte i noget mindre og samtidig blive boende i Favrskov kommune. Boligerne er der ikke.
En bredere og mere forskelligartet boligmasse er ikke kun for hele Favrskov – det er også i de enkelte hovedbyer, centerbyer og landsbyer. Alle almene boliger skal ikke være i Ulstrup. Foldby-Norring skal ikke have alle tætte-lave boliger. Vi skal styre udviklingen.
Det nævnes i et læserbrev, at det er nu, vi skal forbedrede os til fremtiden. Det er forkert. Det var 10 år for siden, vi skulle have forberedt os.
Det er nu, vi skal handle.
Det er derfor glædeligt, at Socialdemokratiet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti pressede på til budgetforhandlingerne, at der skulle afsættes penge til almene boliger. Ligeledes skal initiativet for nye boligformer (initieret af Enhedslisten) roses. Fortætningen af eksempelvis Hinnerup midtby er også positivt – om end det ikke er uden udfordringer, når en gammel stationsby forandres.
Det er handling, der er brug for.