Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lokale figurer af kød og blod kan overraske og være mere spændende end "Kastanjemanden"

Artiklens øverste billede

Det kræver sit at kæmpe om at være blandt de 31, der tirsdag den 16. november skal vælges ind i byrådet. Med efterårsferien bag os intensiveres valgkampen og som håbefuld kandidat indebærer det alt fra uddeling af bolsjer ved Rema 1000, bekymrende selfies på de sociale medier og andre mere kreative påhit, der skal sikre stemmer nok til et sæde. Og nå ja, så skal der snakkes politik, politik, politik og man må som kandidat skulle lægge øre til lidt af hvert fra - lad os kalde det - særligt engagerede borgere med en sag. Den form for dialog må alligevel være trættende, hvor meget man end ønsker at være i gadehøjde med aarhusianerne.

Foruden events og happenings er mange aftener afsat til debatmøder. Der stilles op til paneldebatter i mange af byens foreningslokaler, og det er ikke en misundelsesværdig post, at stå der på række og høre sine egne og modstanderes argumenter samt nøje tilrettelagte jokes og punchlines genopført igen og igen. Psyke og roll-ups slides.

Der er ellers meget godt at sige om en debatform, hvor man kan se hinanden i øjnene, mens man afleverer sine budskaber. Det sætter trods alt grænser for perfiditeterne, og også derfor er der god grund til at dukke op til valgmøderne. Udover at blive klogere, har man chancen for den sidegevinst det er at erkende, at de fleste politikere blot er engagerede mennesker, der i bund og grund vil vores lokalsamfund det bedste. Hvad det bedste er, og hvad der skal være vejen dertil, kan man slå være uenig om.

Ifølge en meningsmåling som Epinion har foretaget for Constructive Institue forventer kun hver tiende aarhusianer at deltage i et fysisk vælgermøde. Debatterne fokuserer for meget på konflikt og for lidt på indhold, lyder det mest benyttede argument for at blive hjemme med Netflix og ”Kastanjemanden”. En fjerdedel ved allerede, hvad de vil stemme og 17 pct. svarer, at politik ikke interesserer dem. Af dem, der tropper op, svarer omkring halvdelen, at de gør det for at blive klogere på, hvilken politiker der mener det samme som vedkommende, mens 6 pct. kommer for at blive underholdt.

Ved et valgmøde som Constructive Institute arrangerede i samarbejde med Folkeuniversitet i Rådhushallen sang På Slaget 12-sangerinden Ann-Mette Elten ”Hjem til Aarhus”. Hun erkendte, at det var hendes første vælgermøde og at det var en fejl, nu hvor hun kunne mærke engagementet og en fælles lyst til at vide mere.

Det er altid underholdende at blive klogere, og heldigvis er der masser af chancer for at kombinere det med interessen for det lokale demokrati - det vigtigste, vi har. Opsøg et vælgermøde, der har et bestemt tema eller tager udgangspunkt i dit lokalområde. Eller tag med, når Den Gamle By i samarbejde med Århus Onsdag arrangerer ”Stemmer i valget”, hvor vi synger sammen med byrådskandidaterne. Det er svært for alvor at blive sure på hinanden, når man lige har sunget ”Noget om helte”. Og så er det tilmeld underholdende. Læs mere på dengamleby.dk/valg.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen