Kulde, kø og ingen signal i 12 timer: »Fysisk var jeg for længst kørt ud«
Emma Østergaard fra Højbjerg besteg 23. maj Mount Everest. Nu er hun på vej ned ad verdens højeste bjerg. I denne uges klumme giver hun en opdatering på, hvordan det gik.
23. maj tidlig morgen dansk tid stod jeg på toppen af Mount Everest. Det er ikke helt sunket ind endnu, at jeg har gjort det, og at jeg har stået oppe på verdens højeste bjerg.
Nu befinder vi os under 5.000 højdemeter for første gang i flere uger. Jeg er fuld af følelser og stadig høj på adrenalin, men samtidig fuldstændig kvæstet i kroppen. Det føltes som om, min krop var død, da jeg vågnede i morges.
Turen derop var så afsindigt hårdt.
Jeg døjede med rygsmerter efter en lang og tung tur fra Everest Basecamp til camp 2. Turen derop tog omkring ti timer. Vi havde en hviledag i campen og fortsatte dagen efter til camp 3 i 7100 meters højde.
Dagen efter om morgenen fortsatte vi til camp 4, som ligger i knap 8000 højdemeter. Der var kø på vej op. Der var steder, hvor vi kunne overhale og andre steder, hvor vi måtte stå i kø.
Vi ankom klokken 14 lokal tid til camp 4, hvor vi hvilede os til om aftenen. Vores oprindelige plan om at gå mod toppen klokken 20 blev spoleret af sne. Vi var afventede og gik derfor først klokken 22:30. I løbet af natten faldt der 30 centimeter sne, og natten var lang, hård, mørk og kold.
12 timer og 16 minutter. Så lang tid tog det at gå fra camp 4 til toppen af Mount Everest. Jeg stod på toppen 20 minutter før Jakob med min sherpa. Jakob gik et stykke bagefter med sin.
Og hvor var det bare den vildeste følelse at stå på toppen. Hold nu op en forløsning. Turen derop var ufattelig stejl hele vejen. Hvis jeg lænede mig forover, kunne jeg røre bjerget med næsetippen.
Det mest ekstreme var manglen på ilt. Det er nervepirrende at være afhængig af ilt. Uden ilt tager man to skridt, og så er man bange for at hyperventilere.
Vejrudsigten, som vi nøje havde planlagt efter, holdt ikke, men på toppen stod vi i nærmest vindstille vejr med den vildeste udsigt udover Nepal og Tibet.
Jeg var fyldt til randen med følelser og maksimalt kvæstet, men jeg kunne ikke græde, fordi jeg manglede ilt. Vi tog billede, krammede og gik rundt og nød udsigten.
Jeg stod deroppe i 42 minutter. Jeg har nærmest ikke ord, der beskriver, hvor vildt det var. Det var hårdt, pinefuldt, skræmmende, men samtidig vidunderligt og magisk.
Bjerget er større end man kan forestille sig det og afstandene er så store. Til sidste kæmpe man mentalt. Fysisk var jeg for længst kørt ud, for vi havde været i gang så længe og oppe i højden i mange uger. I bjergbestigning er det mentale altafgørende.
Det mest ekstreme var manglen på ilt. Det er nervepirrende at være afhængig af ilt. Uden ilt tager man to skridt, og så er man bange for at hyperventilere.
Om aftenen inden vi gik mod toppen forsvandt signalet på vores GPS på grund af kulden. Det var faktisk ikke gået op for os, før vi stod på toppen, hvor Jakob tændte den igen og skrev ”GPS frost” og ”Går ned mod c4 om 8 min”.
Jeg kan huske, at jeg tænkte flere gange ”åh nej, vi skal også ned igen”. For når man står på toppen, er man kun halvvejs. Vi var nede først i camp 2 klokken 23 om aftenen, og da vi ikke havde sovet i camp 4 på vej op, havde vi nærmest været i gang i 48 timer. Puha, en hård fornøjelse.
Lige nu befinder vi os i tehusbyen Nubusche på vej ned til Lukla.
Vi er ovenud lykkelige, og jeg har stadig ikke forstået, at det er sket. Det er så surrealistisk. Det her tur var alt det, jeg havde håbet det.