Brian Henrik Pedersen har sammen med sine to partnere i 2Sense Speakers indtil videre tre forskellige højttalere i porteføljen. Deres unikke materiale Formel B gør det muligt at skabe de utraditionelle former i modellerne Cone, Diamond og Pearls.

Brian Henrik Pedersen har sammen med sine to partnere i 2Sense Speakers indtil videre tre forskellige højttalere i porteføljen. Deres unikke materiale Formel B gør det muligt at skabe de utraditionelle former i modellerne Cone, Diamond og Pearls.

"Det hele behøver ikke bare være hvidt i hvidt"

Højttaler-producenten 2Sense Speakers er ved at bryde igennem lydmuren

Af
Simon Carlson

Grenaa Diskrete kan man ikke ligefrem påstå, at højttalerne i det lille røde murstenshus på Kølvej i Grenaa er. Det er bestemt heller ikke meningen. For siden Brian Henrik Pedersen sammen med to kompagnoner startede virksomheden 2Sense Speakers i 2014, har det på flere områder været meningen, at lyden på flere parametre skal have en fremtrædende plads.

"Mange vil gerne have, at lyden og højttalerne er lidt diskrete og nærmest forsvinder i rummet. Vi vil gerne forsøge at gå den helt anden vej. Det hele behøver ikke at være hvidt i hvidt. Vi vil gerne have, at folk siger: 'her er mine højttalere, og dem vil jeg egentlig gerne vise frem'," forklarer Brian Henrik Pedersen.

Det danske design

Gennem utallige finpudsninger og mere eller mindre farlige kemiske forsøg, er det lykkedes for den lille virksomhed at udvikle et komposit-materiale - Formel B - som gør det muligt at forme højttalerne i alle mulige designs, samtidig med at den gode lyd bevares.

Den formel er de ifølge Brian Henrik Pedersen også ved at få både øjne og ører op for ude i forretningerne. På trods af en branche med hård konkurrence, er der flere steder ved at være hul i lydmuren.

"Vi er allerede ude hos en del forhandlere. De vil rigtig gerne have vores produkt, men det handler naturligvis også om, at kunderne også gerne vil have det. Der kan vi godt se, at det kræver lidt at overbevise om, at dansk design ikke bare behøver at være tre lige linjer og en glasplade, siger Brian Henrik Pedersen, som også er ved at brede sine højttalere til Norge, Sverige og Holland.

Autentisk lyd

Brian Henrik Pedersen lægger da heller ikke skjul på, at det er lyd-connaisseuren, som 2Sense Speakers gerne vil have fat i. Dem som gerne vil lægge på den høje side af 25.000 kroner for et sæt højttalere, som dog også er med indbyggede forstærkere til at klare bassen og diskanten. Det hele har for øje at finde ind til en autentisk lyd, som de Brian Henrik PEdersen selv er vokset op med.

"Jeg husker min opvækst som en tid med åbne vinduer alle steder, hvor der flød masser af lækker musik ud fra. Jeg er heller ikke en af dem, der bliver irriteret over, at de unge mennesker går og spiller musik på gaden, hvis de bare hører det fra nogle ordentlige højttalere. Jeg synes generelt, at der faktisk er en tendens til, at folk søger mere og mere hen imod en autentisk lyd, som den man også kan opnå på pladespilleren. Den tendens kan jeg godt lide, og der vil vi selvfølgelig gerne være klar med vores højttalere," konstaterer Brian Henrik Pedersen.

Publiceret 03 October 2019 14:06