Jørgen Bøndergaard Iversen, Torben Stigaard, Mads Nielsen og Morten Mellergaard kigger på et digitalt årshjul, som deres virksomhed Plandisc har specialiseret sig i. Årshjulet kaldes, ligesom virksomheden, for Plandisc.

Jørgen Bøndergaard Iversen, Torben Stigaard, Mads Nielsen og Morten Mellergaard kigger på et digitalt årshjul, som deres virksomhed Plandisc har specialiseret sig i. Årshjulet kaldes, ligesom virksomheden, for Plandisc. Foto: Jesper Rais

Skolelærer fik en god idé for syv år siden: Kæmpe succes med digitalt årshjul

Aarhusiansk virksomhed hjælper kommuner, skoler og virksomheder med at planlægge, så medarbejderne ved, hvad der sker i organisationen i løbet af året

Af
Jeppe Rafn

aarhus I 2012 stod skolelærer Morten Mellergaard i et klasselokale og kiggede på et såkaldt årshjul, som en kollega havde lavet på en tavle. Det var en fin måde at visualisere, hvad der sker på en skole i løbet af året, syntes Morten. Derefter undersøgte han, om årshjul fandtes digitalt.

Det gjorde det ikke, og så gik Morten over til sin nabo Mads Nielsen, der er softwareudvikler, og spurgte, om han kunne lave et digitalt årshjul.

Det kunne Mads godt, og det blev starten på et iværksætterprojekt, som i dag - syv år senere – er blevet til en lovende virksomhed.

Garageprojekt

Virksomheden hedder Plandisc og holder til på Grimhøjvej i Brabrand i tidligere håndværkerlokaler, som iværksætterne selv har sat i stand og indrettet med genbrugsmøbler. Her har de holdt til i et par år, efter at Plandisc i flere år var et ’garageprojekt’, som iværksætterne arbejdede på om aftenen, efter de havde været på arbejde i deres gode faste stillinger og lagt deres børn i seng.

Softwareudvikler Jørgen Bøndergaard Iversen blev hurtigt tilknyttet teamet for at få mere fart på udviklingen, og den tidligere bankmand og filialdirektør i Danske Bank i Brabrand, Torben Stigaard, blev en del af iværksætterprojektet og fik til opgave at markedsføre produktet.

Skoler og kommuner begyndte at købe og abonnere på det digitale planlægningsværktøj, og Plandisc nåede hurtigt op på 10.000 brugere.

Fuld tid i 2017

Det var dog først i 2017, at de fire iværksættere gik all-in og forlod deres faste stillinger for at hellige sig deres hjertebarn på fuld tid. De ville gerne have lidt sikkerhed, før de forlod deres gode stillinger og gik ind i et projekt, som de reelt ikke vidste, ville eksistere et år senere, forklarer Jørgen Bøndergaard Iversen.

Torben Stigaard supplerer:

”Det var ikke nogen nem beslutning, for vi er alle familiefædre med børneaflevering i skolen, foreningsliv og terminsydelser. Men jeg kan roligt sige, at ingen af os har fortrudt.”

Morten Mellergaard og Jørgen Bøndergaard Iversen nikker og bekræfter, at de også er glade for at have taget springet fra lønmodtager til selvstændig.

”For mig har det største skifte været, at opgaverne bliver bredt ud. Du har ansvar for ansatte og skal tage stilling til pris og markedsføring med mere. Vi har hver vores arbejdsområder, men er inde over flere beslutninger,” siger Jørgen Bøndergaard Iversen.

Senere i 2017 fik Plandisc et boost, da det lykkedes at få investeringsselskabet Brightfolk (som er ejet af Bestseller, som ejes af den aarhusianske mangemilliardær Anders Holch Povlsen) til at skyde penge og samarbejde i projektet. Det er ligeledes lykkedes to gange at få finansieringer fra Innovationsfonden.

Rytmen er vigtig

Hvad er det så, som Plandisc er og kan?

”Det er et digitalt årshjul, som skitserer rytmen i en virksomhed gennem et år. Det er vigtigt at kende en virksomheds rytme, så alle i organisationen ved, hvornår hvad sker, og det gør det nemt for nye ansatte at komme ind i virksomheden. Og ikke mindst giver det et godt overblik over, hvornår man kan lave nye tiltag, der ikke presser organisationen. Vi prøver samtidig at udvide begrebet ved at planlægge næste år og komme med påmindelser med videre,” forklarer Morten Mellergaard.

På thisted.dk/sundhedstilbud kan man se et eksempel på et årshjul, som Plandisc har udviklet til den nordjyske kommunes sundhedsafdeling.

Oversat til otte sprog

Plandisc’ kunder er typisk kommuner og skoler, som køber et antal licenser til deres ansatte, men det digitale planlægningsværktøj vinder også ind i andre brancher som marketing og HR, fortæller Torben Stigaard.

I dag har Plandisc over 50.000 signups især i de nordiske lande, men der er brugere i hele verden, og Plandisc er oversat til otte sprog.

”Vi har godt fat i Norden, og nu skal vi ud i resten af verden. Vi er de eneste på verdensplan, der laver en cirkulær visning, og vores drøm er, når folk ser en cirkulær visning, skal de sige, det er en Plandisc. Det er der nogen, der gør, og så bliver vi lidt stolte,” siger Torben Stigaard.

Plandisc er ved at komme ind på det hollandske marked, og der er også røre i USA, hvor flere kirker har set en fidus i at have en Plandisc til at planlægge og kende rytmen i kirkeåret.

Som en ekstra fjer i hatten er den aarhusianske iværksættervirksomhed blevet nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019.

Gråhårede iværksættere

De fire iværksættere og partnere har i dag flere fastansatte og praktikanter, så der i alt er 13 på kontoret i Brabrand. De ansatte er alle noget yngre end partnerne, der alle er i begyndelsen og midten af fyrrerne og dermed noget ældre end de fleste andre iværksættere.

”Vi er lidt gråhårede i forhold til andre startups, vi møder,” erkender Morten Mellergaard med et smil.

De ’gråhårede’ er dog enige om, at det ikke har været en ulempe, at de havde nået en vis alder og fået børn og bolig, før de kastede sig ud i et arbejdskrævende iværksætterprojekt.

”Det er en kæmpe fordel, at vi har erfaring og netværk og altid kender nogen, vi kan ringe til, hvis vi har brug for hjælp,” siger Torben Stigaard.

Publiceret 07 October 2019 00:00