Klar til anden etape i Åbyen

Rasmus Jakobsen A/S vandt licitationen og skal bygge videre for B45.

Artiklens øverste billede
Klaus Jakobsen t.v. er klar til at bygge endnu et seks-etagers hus til B45 i Åbyen, hvor direktør Anders Lisvad stadig har ideer til nye projekter. Foto: Søren Andersen

Interessen er enorm for at flytte ind i Boligselskabet B45-nybyggeriet i Åbyen i Grenaa. 200 skrev sig på ventelisten til de første 30 boliger, som forventes at stå klar til indflytning lige før jul.

Og holder interessen, så bliver det nok heller ikke et problem at finde lejere til den bygning, som nu skal opføres lige ved siden af - og som også kommer til at rumme 30 lejligheder i en seks-etagers bygning. De to bygninger ens - bortset fra at der i bunden af den nye bygning skal etableres et fælleshus i bunden - ud mod åen.

Efter konkursen i Aalsrode Tømrerfirma, overtog et andet lokalt byggefirma af de større, Rasmus Jakobsen A/S, totalentreprisen på byggeriet af den første bygning. Og det er også dette firma, der har vundet den indbudte licitation.

”Der er første spadestik på anden etape i uge 24 og i samme uge starter arbejdet med at banke pæle i jorden. Og så går det ellers løs, så der regnes med indflytning 15. december 2022.

Erfaringen fra udlejningen af de første 30 lejligheder viser, at en stor del af de nye lejere kommer fra en tilværelse som parcelhusejer. Og generelt er der tale om seniorer uden børn.

”Der kommer vist en enkelt teenager. Det er ikke sådan, at der ikke må bo børnefamilier i bygningen, men mon ikke de i stedet flytter ind i et af de parcelhuse, som bliver sat til salg som et led i den proces, der er sat i gang i kraft af byggeriet her i Åbyen,” siger direktør i B45, Anders Lisvad.

Licitationen har vist, at man kan bygge til de priser, som der var budgetteret med.

»Vi er ikke blevet ramt af de prisstigninger, som mange ser - og især snakker om - inden for byggeriet. Det gælder vist mest stål og træ,” siger Klaus Jakobsen, der står i spidsen for et byggefirma med 75 ansatte. Senest er der etableret egen tømrerafdeling med tre ansatte.

Når de to bygninger står færdig, vil de blive navngivet som ”Afdeling 47 Åbyen” hos B45, som har afleveret en ønskeliste til Norddjurs Kommune med projekter, som man gerne ser sat i gang - i Åbyen og på GD-grunden, hvor der stadig er ledige kvadratmeter at bygge på.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen