Varmeværkets direktør fylder rundt
Søren Gertsen fylder 60 år fredag 21. maj

Direktør i Grenaa Varmeværk, Søren Gertsen, Grenaa, fylder 60 år fredag 21. maj.
Han blev valgt ind i bestyrelsen for Grenaa Varmeværk i 1988 og var som næstformand udset til at tage over efter den tidligere bestyrelsesformand.
I 2002 blev den daværende direktør Gert Schou imidlertid genvalgt som borgmester og valgte at trække sig som direktør.
Det fik Søren Gertsen, der har en uddannelse som både maskinmester og elinstallatør, til at sadle om fra sit job i Grenaa Kommunes tekniske forvaltning og søge sit drømmejob som direktør i Grenaa Varmeværk.
Et eksternt konsulentfirma indstillede efterfølgende Søren Gertsen som førstevalg til chefjobbet, og da en enig bestyrelse fulgte indstillingen, blev Søren Gertsen i 2002 ansat som direktør.
Varmeværket er siden fulgt med tiden i branchen og har haft stort fokus på den grønne omstilling. Værket har blandt andet opført to solvarmeanlæg, et flisfyret værk og senest en ny varmepumpe, ligesom varmeværket er gået fra at være varmekøber til at være varmeproducent. Det kan mærkes på varmeprisen, som er faldet gentagne gange, og Grenaa Varmeværk er nu blandt de absolut billigste i landet.