Nu har Lyngby et hotel
Djurs Housing åbnet i det tidligere plejehjem og tilbyder overnatning til de prisbevidste.

Bygningerne har rummet en realskole, en højskole, plejehjem, flygtningecenter - og nu hotel.
Midt i Lyngby ligger Lyngbygård med den alsidige fortid - og fredag slog de tre investorer, som gjorde et kup, da Norddjurs Kommune accepterede et bud på 250.000 kroner for bygningen, der var vurderet til 14 millioner kroner, dørene op for hotellet Djurs Housing.
Henrik Kruse Kristensen, Sara Mols Græsborg og Steffen Mols Buntzen har taget initiativet til at etablere det nye hotelkoncept, hvor det eneste personale, man vil kunne møde, er rengøringspersonalet. Alt fra booking, indtjekning og udtjekning er automatiseret og digitaliseret for at holde værelsespriserne nede.
Håndværkere og turister
Målgruppen er både håndværkere og andre, som har brug for en fast base, mens de løser arbejdsopgaver på Djursland, samt turister med behov for en billig overnatning.
250.000 kroner for 3.520 kvadratmeter bygninger er 50 gange under vurderingsprisen på godt 14 millioner kroner.
Men det skete efter tre udbudsrunder - og da der til sidst ikke var fastsat en mindstepris, var der to bud på bordet, hvorefter kommunen valgte at sælge til de tre initiativtagere til hotelprojektet.

Borgmester Jan Petersen, (S), der fik æren af at klippe det røde bånd som symbol på åbningen af hotellet, forklarer om prisen, at den afspejler, hvad man kunne sælge Lyngbygård til.. Sådan er det med plejehjem, der ikke længere lever op til de krav, vi har til plejehjem, og så står vi med tomme bygninger, som vi gerne vil sælge dem til nogen, som kan få ny værdi i dem. Som vi tidligere har gjort i Rimsø og snart også i Voldby,« siger Jan Petersen.
Nu kommer der en varig værdi til området. Ikke bare til Lyngby, men også til Trustrup og andre steder i nærheden.
Gang i byen
Han glædede sig ved snoreklippet over, at der igen kommer liv i bygningerne og erhvervsmæssig aktivitet i Lyngby.
»Tak for, at I bød og at I kom i den situation, at I vandt. Det er vi glade for. Nu kommer der en varig værdi til området. Ikke bare til Lyngby, men også til Trustrup og andre steder i nærheden. Jeg er glad for at se, at der er evner til at klippe hækken og græsset,” sagde Jan Petersen inden han lod saksen gøre den sidste del af arbejdet.
Han erklærede sig tilfreds med, at Lyngby nu bliver en del af turistbranchen og oplevelsesindustrien på Djursland.
»I skal nok få succes med det her,» slog borgmesteren fast.

Derefter var der inviteret til rundvisning på hotellet, der rummer 27 enkelt- og topersoners værelser samt otte familieværelser, der kan rumme fire personer.
Desuden er der et konferencerum, fitnessrum og en kantine, hvor man enten selv kan lave morgenmad eller købe den. I en automat kaldet Lyngby Storcenter er der hvad man har brug for under et ophold, og den fyldes op af Min Købmand i Trustrup. Det er et eksempel på det samarbejde, som man har med lokale virksomheder.

På alle værelser er der gratis wifi og et 50 tommers tv med chromecast. Og væggene på de lange gange prydes af billeder fra lokale turistattraktioner -forsynet med information om afstand til stederne.