Lis Sørensen synger i Rejsestalden

På fjerde årti stråler Lis Sørensen klart og stærkt – og hører til blandt vort lille lands største sangerinder

Lis Sørensen formår igen og igen at fylde koncertstederne med begejstrede tilhørere og kan stadig sælge ti-tusindvis af cd'er.
I 2009 blev det til mere end 50 koncerter landet over – og duetter med såvel Basim som Ufo Yepha er tydelige tegn på, at Lis Sørensen også er en eftertragtet samarbejdspartner hos den nye generation af danske musikere.
Oplev Lis Sørensen med band - Jette Schandorf: bas, Poul Halberg: guitar, Jonas Krag: guitar, Jan Sivertsen: cajon og Klaus Menzer: percussion i Kulturhuset Rejsestalden(salen i den gamle Slotskro) tirsdag den 2. marts.
Enhver der har set Lis Sørensen live de seneste år, har oplevet hvordan hun efterhånden har skabt sin helt egen niche på den danske scene. Lis Sørensen er simpelthen i sit livs form og formår aften efter aften, sammen med sit stærke og velspillende band, at give nyt liv til de mange markante sange fra en lang karriere. Det er ikke tilfældigt at netop Lis Sørensen har fået tilnavnet "Hjertets sangerinde".
Den store stemme når det yderste af spillestedet og gør indtryk på enhver, der lytter. Direkte fra hjertet synger hun den perlerække af nye og gamle klassikere, der er kernen i hendes koncerter: "Mine øjne de skal se", "Stille før storm", "Verden er i farver", "Tæt på ækvator", "Fuld af nattens stjerner", "Indtil dig igen"...
Oplev Lis Sørensen i Kulturhuset Rejsestalden tirsdag den 2. marts kl. 20.00. Billetterne koster 275 kr. stykket og kan købes i Rejsestalden eller på Jægerspris Bibliotek. Der er ikke nummererede pladser. Dørene åbnes kl. 19.00.

Publiceret 01 February 2010 09:00