Kunstpublikummet kan forsvinde i tågen i Olafur Eliassons tunnel. Pr-foto.

Kunstpublikummet kan forsvinde i tågen i Olafur Eliassons tunnel. Pr-foto.

Arken åbner Olafurs tåge-tunnel

Fredag er der fernisering på et meget specielt værk

Det er et af de længste værker i dansk kunsthistorie, som kunstmuseet Arken har fernisering på fredag. 90 meter, helt præcist, er værket, som dansk-islandske Olafur Eliasson har bygget i museets buede rum, kaldet Kunstaksen
Eliassons installation hedder "Din blinde passager". Når man træder ind i den, bliver kroppen indhyllet i en tæt tåge. Du kan kun se halvanden meter frem og må bruge dine andre sanser for at orientere dig. Værket kræver dermed en særlig, intens opmærksomhed fra kunstpublikummet.

Udstillingen er den sidste i ARKENs treårige UTOPIA-udstillingsrække. Eliasson afrunder projektet med et værk, der peger på det utopiske potentiale, som ligger i det enkelte menneskes relation til omverdenen.
Med Eliassons ord:
”For mig er utopien knyttet til nuet, til øjeblikket mellem et sekund og det næste. Den udgør en mulighed, der aktualiseres og omsættes til virkelighed; en åbning hvor begreber som subjekt og objekt, indenfor og udenfor, nærhed og afstand, kastes op i luften for så at blive defineret på ny. Vores orienteringsevne udfordres, og koordinaterne for vore rum, kollektive og personlige, må genforhandles. Foranderlighed og bevægelse ligger i utopiens kerne.”

Eliasson beskriver selv sine værker som ”eksperimenter”. Han arbejder med lys, farve og naturlige fænomener som tåge og bølger for at teste, hvordan fysisk bevægelse og samspillet mellem krop og hjerne har indflydelse på vores opfattelse af vores omgivelser. En af hans centrale ideer er at få os – betragterne eller brugerne af hans værker – til at undersøge vilkårene for vores perceptioner gennem individuelle erfaringer, sådan at vi kan revurdere vores forestillinger om, hvad det vil sige at være og handle i verden.
Museumsdirektør Christian Gether udtaler:
"Olafur Eliasson er ekstremt interessant, fordi han anskuer museumsinstitutionen på en ny måde. Han betragter ikke museet som adskilt fra verden, men som et koncentrat af verden - et rum, der stilles til rådighed for overvejelser om menneskelige relationer. Derfor er han den oplagte kunstner til at afrunde UTOPIA-projektet".
Udstillingen har pressemøde i dag, onsdag, og åbner for offentligheden lørdag den 27. november 2010. Der kan forventes en del opmærksomhed fra både danske og internationale medier omkring udstillingen, da Eliasson er en stjerne på den internationale kunstscene.

null

Publiceret 24 November 2010 10:30