Troels Kløvedal bag arbejdsbordet i Gravlev, da Lokalavisens Martin Schultz mødte ham på Gravlev Vestergaard i februar 2016 forud for en udsendelsesrække om Nordkaperens færd i Grækenland i Odysseus' kølvand fra Troja til Ithaka. “Grækenland er ikke bare et billigt discountland med en dårlig økonomi. Vi har fået hele vores tankesæt derfra. De homeriske sange og de græske filosoffer og tænkere lagde grunden til, at vores tankegang er europæisk, og det skal vi huske,

Troels Kløvedal bag arbejdsbordet i Gravlev, da Lokalavisens Martin Schultz mødte ham på Gravlev Vestergaard i februar 2016 forud for en udsendelsesrække om Nordkaperens færd i Grækenland i Odysseus' kølvand fra Troja til Ithaka. “Grækenland er ikke bare et billigt discountland med en dårlig økonomi. Vi har fået hele vores tankesæt derfra. De homeriske sange og de græske filosoffer og tænkere lagde grunden til, at vores tankegang er europæisk, og det skal vi huske," mindede han om os ved denne lejlighed. Foto: Martin Schultz

Nu kan du købe afdøde Troels Kløvedals hus

Den afdøde eventyrer, langturskaptajn og forfatters fire-længede landejendom kan købes for 4,5 mio. kroner

Af
Lars Norman Thomsen

GRAVLEV Troels Kløvedal, der døde dagen før juleaften i 2018 i en alder af 75 år efter en umulig kamp med nervesygdommen ALS, boede på den idylliske Gravlev Vestergård siden 1986.

Han havde selv istandsat den firlængede bindingsværksgård i udkanten af Gravlev med jord op til Ree Park, så langturskaptajnen om vinteren kunne se giraffer og næsehorn græsse på ”naboens” jord.

Nu er Gravlev Vestergaard sat til salg og kan erhverves formedelst 4.5 mio. kroner.

"Enestående og unik ejendom med en helt fantastisk historie, hvor sejleren og forfatteren selv har sat sit personlige præg på det meste af ejendommen," lyder det i det prospekt, som er lavet af EDC Mægleren der står for salget af liebhaverejendommen med et boligareal på 292 kvadratmeter og et grundareal på 6.765 kvadratmeter.

Højt til himlen

"Her er ro og fred og højt til himlen, hvor månen og stjernerne rigtigt kan betragtes. 10 min. gang til Fugletårnet ved Stubbe sø, og i det fjerne kan man se mosekonen brygge på kolde morgener. Her er ligeledes rig mulighed for gode gå- eller cykelture i Hyllested Bjerge og til Ebeltoft via Margueritruten," lyder det nærmest poetisk videre i salgsannoncen, hvor også sejleren og forfatterens hytte fremhæves.

Fra vejen kommer man ind ad den smukt bevarede vognport til flot og præsentabel pigstensbelagt gårdsplads. Her er ligeledes hønsehus, garage og udhus.

Ejendommen er gennem de sidste 30 år renoveret og moderniseret, hvor Troels Kløvedal selv har stået for en stor del af arbejdet både ud- og indvendigt. Inspirationen til mange af moderniseringerne kommer fra de mange rejser, som Troels Kløvedal har været på gennem livet."

Sikker havn

Troels Kløvedal voksede op i Nordsjælland og blev som ganske ung uddannet på Helsingør Skibsværft. Derefter fulgte ti år med teater og filmarbejde og kollektivliv på Svanemøllevej i København, inden han drog på sin første jordomsejling med Nordkaperen, som han købte for 49 år siden og selv satte i stand.

Efter jordomsejlingen skrev han sin første bog “Kærlighed og kildevand”, som blev indledningen til både en imponerende forfatterkarriere og en foredragsvirksomhed med næsten 100 foredrag om året.

“Jeg havde gode venner i Ebeltoft området og kikkede derfor efter en bolig i dette område. Jeg kikkede på mange steder, men faldt for en ret forfalden gård i Gravlev,” fortalte Troels Kløvedal om Gravlev Vestergård til Lokalavisens Martin Schultz i februar 2016.

“Jeg holder meget af at bo her. Jeg starter hver morgen med at gå en tur i mosen eller til Stubbe Sø. Når jeg går op på bakken Skovsland mellem Gravlev og Hyllested, kan jeg se hele Ebeltoft halvøen og til Samsø," forklarede han.

Publiceret 02 November 2019 12:49