"Hvis jeg skal pege på et moment, hvor tingene tog en drejning, så var det, da jeg som 13-årig spillede på en café, og en kvinde kom op og sagde, at hun kendte en musikproducer. Der fik jeg en lille fod ind i musikbranchen," siger Nicklas Sahl. Pressefoto

Nicklas Sahl:

Det hele begyndte med Else Maries gamle guitar

Nicklas Sahl fra Hadsten slog 3. november store danske stjerner til internationalt pris-show. Den lille gut, som i sin tid overtog sin børnehaveklasselærers guitar, har drevet det vidt

Af
Christina S. Johansen

Hadsten Store navne som Lukas Graham, Christopher og MØ måtte se sig slået af Nicklas Sahl til MTV Europe Music Awards 3. november.

Den 22-årige Hadsten-musiker snuppede nemlig titlen 'bedste danske kunstner'.

"Jeg var ikke selv taget til Sevilla - dels fordi jeg havde andet i kalenderen, dels fordi jeg tænkte: 'Helt ærligt, den vinder jeg sgu nok ikke,'" siger Nicklas Sahl til Lokalavisen Favrskov over telefonen.

Derfor sad Nicklas Sahl i studiet og arbejdede på ny musik, da en 'tillykke'-mail pludselig tikkede ind.

"'For satan! Vi vandt sgu,' sagde jeg, og så gik vi ellers lidt amok i studiet. Der var altså ret store navne i den her kategori, så det er jo helt vildt," siger han.

Fik brugt guitar i julegave

22-årige Nicklas Sahl har boet hele sit liv i Hadsten, indtil musikken hev ham til København. Hans mor bor stadig i Hadsten, og derfor besøger Nicklas da også jævnligt barndomsbyen, hvor han tog sine første spæde skridt ud i at spille og synge.

Har det altid ligget i kortene, at du skulle spille musik?

"Der er i hvert fald mange tegn ret tidligt. Jeg synes jo, at en guitar var for vild. Jeg husker, at jeg var vildt fascineret af børnehaveklasselærer Else Marie på Hadsten Skole. Jeg elskede, når hun fandt guitaren frem og sang. Det var en af de første gange, hvor jeg virkelig bare var fascineret. Da Else Marie så fik sig en ny guitar, fik jeg hendes gamle i julegave," siger Nicklas Sahl og fortsætter:

"Så begyndte jeg at spille i musikskolen hos Morten Sejersen. Men jeg forstod ikke helt, at vi bare skulle spille en masse akkorder - hvornår skulle vi lige synge? At spille og synge hang nemlig uløseligt sammen for mig. Så præsenterede han mig for Beatles og Tim Christensen og andre musikere op ad den alley. Ting, som han godt selv kunne lide. Det har været med til at definere den musik, jeg laver nu."

Barndomsbyen bakker op

Nicklas Sahl husker tiden i musikskolen som rigtig god.

"Vi var en lille klike, som spillede musik, og hvor alle kendte alle. Vi havde en enorm lyst til at blive bedre sammen, og musikskolen var god til at omfavne dem, der ville mere og havde mere talent," siger Nicklas Sahl, som har mærket stor opbakning fra barndomsbyen:

"Det er sjovt, at der er så stor stolthed over 'en af vores egne.' Det er bare fedt," siger han.

Nu vil han til udlandet

Sahl arbejder på ny musik og er opslugt af at få nye sange færdige - måske endda et helt album med tiden.

Derudover står den på masser af koncerter. Blandt andet kommer han forbi Train i Aarhus på sin efterårs-tour.

Hvad er den helt store drøm for dig?

"Det er en drøm at få lov at spille i udlandet. Foreløbig har vi planlagt en support-tour for Tina Dickow i Tyskland, og vi har fået et pladeselskab på i England. Der er ikke noget, der stopper mig fra at forsøge at gøre det her så stort som muligt;" siger Nicklas Sahl.

Den nye pris vil formentlig hjælpe ham til at få en fod lidt mere indenfor udenlands.

"Når jeg kan vinde over Mø og Lukas Graham er de ligesom nødt til at tage mig lidt mere seriøst," siger musikeren bag hitsangene ’Hero’, ’Planets’ og ’New Eyes’.

Publiceret 12 November 2019 11:33