Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock HK-PHOTOGRAPHY - stock.adobe.com

Bent døde med 9,5 millioner kroner på lommen: Du gætter aldrig, hvem der har arvet

For godt et år siden døde landmand Bent Andersen fra Møn, 84 år gammel.

Bent havde gennem livet oparbejdet en formue på omkring 9,5 millioner kroner, men da han boede alene og var uden arvinger, fandt han i sine sidste dage, mens han lå indlagt på Nykøbing Falster Sygehus, en passende arvtager til sine mange penge - Geocenter Møns Klint, skriver TV2 Øst.

Via en læge fra sygehuset tog Bent Andersen kontakt til direktør for Geocenter Møns Klint, Nils Natorp, som naturligvis blev henrykt over donationen. Sammen fik de udarbejdet et testamente, og 14 dage senere afgik Bent Andersen ved døden.

Nils Natorp fortæller, at de mange penge skal bruges til modernisering af udstillingerne og være med til at forbedre oplevelsen for de mange gæster, som hvert år besøger Geocenter Møns Klint.

Samtidig er det planen, at turistcentrets oliefyr skal udskiftes med solceller og varmepumper.

"Vi kan ikke være bekendt at fyre med olie herude i Danmarks smukkeste og mest sårbare naturområde," siger Nils Natorp til TV2 Øst.

Geocenter Møns Klint modtog Bent Andersens arv i september måned.

Geocenter Møns Klint. Arkivfoto: Hans Meineche/Biofoto/Ritzau Scanpix

Geocenter Møns Klint. Arkivfoto: Hans Meineche/Biofoto/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

jn

Publiceret 03 December 2019 13:24