Presse-fotos.dk

Minister om Yahya Hassans begravelse: Det var træls at se billederne

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er ikke tilfreds med antallet af mennesker til Yahya Hassans begravelse i sidste uge

Af
Jonas Wrede Hansen

I sidste uge blev Yahya Hassan begravet, og billederne af den store menneske-mængde, der var samlet på Vestre Kirkegård for at tage afsked med den aarhusianske digter, blev delt og delt. Mange undrede sig over, at det var tilladt for flere hundrede mennesker at stimle sammen midt i coronakrisen, men Østjyllands Politi var hurtige til at oplyse på Twitter, at en privat, udendørs begravelse ikke er omfattet af reglerne om forsamlingsforbud.

Men billederne fra Yahya Hassans begravelse er også nået helt ind på Christiansborg, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ærgrer sig over, hvad han har set.

"Jeg synes, det var træls at se billederne fra Yahya Hassans begravelse," siger han til B.T. og oplyser, at det er forkert i en tid som denne, at så mange mennesker er samlet.

Det sidste farvel til Yahya Hassan foregik som en muslimsk begravelse, hvor en stor mængde af mennesker fulgte kisten fra rustvognen hen til en plads på kirkegården, hvor en kort ceremoni med fællesbøn fandt sted, inden kisten blev sænket ned i jorden. Det hele blev fulgt af en tætpakket menneskemængde, som det kan ses på billeder fra dagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Øxenholt Foto

Ministerens udtalelser til B.T. kommer kort tid efter, at Statens Serum Institut har lavet en rapport, som viser, at indvandrere i Danmark fra et ikke-vestligt land er langt hårdere ramt af coronasmitte end etniske danskere. I Aarhus har 18-20 procent af de indlagte således indvandrerbaggrund, hvilket er væsentligt højere end den generelle andel af indvandrere i kommunen på 12 procent.

Det anslås, at flere hundrede personer deltog i Yahya Hassans begravelse, som fandt sted tirsdag i sidste uge på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård.

Publiceret 12 May 2020 09:01