Travis Scott optrådte på sidste års Roskilde Festival. Her ses den 28-årige texanske rapper dog under en anden optræden. (Arkivfoto) - Foto: Steve Marcus/Reuters

Travis Scott optrådte på sidste års Roskilde Festival. Her ses den 28-årige texanske rapper dog under en anden optræden. (Arkivfoto) - Foto: Steve Marcus/Reuters

Danskere sagsøger verdensstjerne: Stjal han deres guitar-riff?

Ifølge søgsmålet står de danske producere bag guitarstykket i Travis Scott-nummeret "Highest in the Room".

Texanske Travis Scott strøg sidste år ind på førstepladsen på den amerikanske Billboard-liste med nummeret "Highest in the Room", som han også væltede Roskilde Festivals Orange Scene med sidste sommer.

Men nu mener de tre danskere producere Benjamin Lasnier, Lukas Benjamin Leth og Olivier Bassil, at de står bag den guitarkomposition, som er brugt i nummeret.

Derfor har de tre nu sagsøgt Travis Scott samt alle pladeselskaber og producere, der har forbindelse til nummeret.

Det skriver det amerikanske tabloidmedie TMZ og det velrenommerede amerikanske musikmedie Pitchfork ifølge det danske musikmagasin Soundvenue.

Ifølge TMZ hævder Benjamin Lasnier, at han skrev guitarmelodien i 2019 og efterfølgende forsøgte at sælge den.

Han har blandt andet lagt stykket ud på Instagram.

Benjamin Lasnier skulle ifølge søgsmålet være kommet i kontakt med en af teknikerne bag nummeret "Highest in the Room" og have sendt ham guitarstykket, skriver Soundvenue.

De tre danske producerer mener, at en justeret udgave af guitarstykket er en del af Travis Scotts nummer, uden at der var indgået nogen aftale om det.

Ifølge en udtalelse fra repræsentanten for de danske producere har de forsøgt at kontakte de nu sagsøgte personer med henblik på at udarbejde en licens for guitarstykket, men uden held, hvorfor de nu har sagsøgt Travis Scott og de pladeselskaber og producere, der har forbindelse til nummeret.

Foruden sin rapkarriere er Travis Scott, der bærer det borgerlige navn Jacques Webster, kendt fra sit forhold med realitystjernen Kylie Jenner, som er en del af Kardashian-klanen.

Sammen har de datteren Stormi på to år.

/ritzau/

Publiceret 10 June 2020 13:56