Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år gammel. (Arkivfoto) - Foto: Yann Coatsaliou/Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år gammel. (Arkivfoto) - Foto: Yann Coatsaliou/Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre er blevet bisat i stilhed

Bent Fabricius-Bjerre blev bisat med familien omkring sig

En af landets mest succesfulde komponister, Bent Fabricius-Bjerre, døde 28. juli. Nu er han blevet bisat.

Det fremgår af en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.

Bisættelsen foregik altså ikke, som mange formentlig havde forestillet sig, i fuld offentlighed, men i mere private omgivelser med komponistens nærmeste, skriver Billed-Bladet. Mediet har været i kontakt med Bent Fabricius-Bjerres søn.

Bent Fabricius-Bjerre har i generationer været en af Danmarks bedst kendte komponister og musikere. Han startede karrieren allerede i en alder af 17 år.

Det helt store musikalske gennembrud kom i 1961, da han komponerede kendingsmelodien til tv-programmet "Omkring et flygel", som han også var vært i.

Under kunstnernavnet "Bent Fabric and His Piano" lancerede den da 38-årige dansker "Omkring et flygel" i USA - her med titlen "Alley Cat".

Nummeret strøg direkte ind i toppen af den prestigefyldte hitliste Billboard Hot 100 og indbragte i 1962 baggårdskatten "Bent Fabric" en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.

Siden da kom blandt andet titelmelodier, der er blevet en fasttømret del af Danmark og dansk historie.

Det gælder blandt andet musikken til tv-serien "Matador".

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år.

/ritzau/

Publiceret 03 August 2020 12:19