Screenshot fra Steen Bording Andersens Facebook-profil.

Screenshot fra Steen Bording Andersens Facebook-profil.

Klokkeklart regel-brud:

Mens hele landet var lukket, blev udvalgsformand viet på toppen af ARoS

ARoS gav "særlig tilladelse" til, at formanden for kulturudvalget i Aarhus Kommune, Steen Bording Andersen (S), kunne blive viet på taget, selvom museet var lukket for offentligheden. Det møder kritik fra eksperter. "Jeg henvendte mig som almindelig borger," siger socialdemokraten

Af
Danni Paulsen

Den 5. maj i år kunne man på Facebook se en lykkelig Steen Bording Andersen (S) stå med sin udkårne og netop nyslåede ægtefælle, Iben Lene Hansen, på taget af ARoS.

"En særlig dag," skrev socialdemokraten som tekst til billedet.

Parret var netop blevet viet af rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).

Den 5. maj var en særlig dag for formanden for kulturudvalget i Aarhus Kommune, men det var også en særlig tid for Danmark og resten af verden.

"Særlig tilladelse"

Corona-pandemien havde sendt landet ud i en historisk krise, og kulturinstitutioner som ARoS var stadig hermetisk lukket for offentligheden. Alligevel fik kulturudvalgsformanden med sit følge lov til at komme op på taget.

Ifølge kunstmuseet skyldes det, at man gav en "særlig tilladelse".

"I forhold til kulturudvalgsformanden har ARoS et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, hvorfor en særlig tilladelse blev givet i dette tilfælde. Da der på trods af nedlukningen stadig var personale på museet, og vi altså ikke skulle bruge ekstra ressourcer på vielsen, blev tilladelsen givet. ARoS var lukket jævnfør myndighedernes udstukne retningslinjer, men da forsamlingen til vielsen var under 10 personer, foregik under åben himmel og vi havde personale på museet til at følge dem op på tagterassen, blev der givet tilladelse til dette uden beregning," skriver ARoS i et mailsvar på Lokalavisen Aarhus' henvendelse.

Museet har afvist at stille op til interview om sagen.

Ikke en bagatel

Det er et klokkeklart brud på reglerne om modtagelse af gaver i det offentlige, fastslår Sten Bønsing, juraprofessor ved Aalborg Universitet og ekspert i forvaltningsret.

"ARoS skriver jo i bund og grund, at han får lov, fordi han er kulturudvalgsformand. Så opnår han i kraft af sin stilling en særlig fordel, som andre ikke kan opnå, og det er klart i strid med reglerne om gaver til offentligt ansatte og politikere. Også selvom fordelen ikke umiddelbart har en direkte økonomisk værdi."

Han fortæller, at der gælder samme regler for gaver som for bestikkelse, men at det er sagens "grovhed", der afgør, om man skal rejse en straffesag.

"Grænsen er svær at definere. Det er ikke sikkert, at man vil vurdere, at det er groft nok til en egentlig straffesag, men det er bestemt ikke en bagatel."

Det mener ekspert i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, heller ikke.

"Ville en almindelig borger blive imødekommet af ARoS på samme måde i samme situation? Det er nok meget usandsynligt. Som ledende politiker skal man være meget forsigtig med at presse på for ting, som almindelige borgere ikke kan opnå. Især når vi taler om så stor en kulturinstitution, som er afhængig af penge fra Aarhus Kommune," siger Roger Buch.

Selv om den særlige tilladelse bliver givet uden forventninger om en modydelse, så bør man afholde sig fra den slags, da det kan skabe kritik og motivspekulation fra presse, politiske modstandere og vælgerne, forklarer han.

"Det her lyder mærkeligt, og det er helt på sin plads at offentligheden spørger, hvad der foregår her. Når selv statsministeren udsætter sit bryllup, så er det altså også et signal til os andre om, at vi måske lige skal vente."

Begge eksperter er enige i, at det er et særligt skærpende faktum, at ARoS modtager adskillige millioner kroner hvert år fra Aarhus Kommune.

Kæmpe millionbeløb til ARoS

Selv afviser Steen Bording Andersen kritikken. Han fortæller, at han sendte en helt almindelig mailforespørgsel, hvor han skrev, at det var okay at afslå, hvis det voldte museet problemer. Direktør Erlend Øyersten svarede ham med et "vi er med".

Hvad tænker du om, at de siger, at de har givet en ”særlig tilladelse” til dig ”begrundet i det gode samarbejde med Aarhus Kommune”?

"Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg spørger som helt almindelig borger, om det kan lade sig gøre at blive viet et sted, der er udpeget til, at man kan blive viet."

Men du er jo ikke en helt almindelig borger. Du er en politiker, som sidder i en magtposition som kulturudvalgsformand. Tænkte du ikke, at det kunne se underligt ud under en national nedlukning?

"Det er derfor, jeg spørger. Det er jo ikke noget, jeg kræver. Jeg spørger pænt, om det kan lade sig gøre. Det kunne det så i dette tilfælde. De har jo ikke pludseligt indkaldt folk og stået på hovedet for, at det kunne lade sig gøre. Der var folk i bygningen i forvejen, og jeg bliver lukket ind ad en bagindgang, og så bliver jeg sendt op sammen med min kone og en god håndfuld mennesker, som selvfølgelig overholder alle de regler, der ellers var. Og så skal man også lige tage i betragtning, at det er en selvstændig organisation. Ja, de får midler fra Aarhus, men de får også midler fra alle mulige andre. Men jeg spørger, og de svarer."

Det er en selvstændig organisation, men de får 7,3 millioner hvert år fra Aarhus Kommune, de modtager 7,1 millioner kroner i særlig støtte på grund af coronasituationen, og så får de 70 millioner kroner plus et lån på 25 millioner kroner til at bygge et underjordisk galleri. Hvorfor tror du, at ARoS kan have interesse i at give en ”særlig tilladelse” til dig?

"Det ved jeg ikke. Det er klart, at når man kender hinanden, så er de måske mere tryg ved, at man dukker op. Så på den måde er der jo en lille smule forskel på folk, men det er en helt almindelig forespørgsel, og som jeg opfatter det, generer det ikke på nogen måde ARoS at gøre det her. Det foregik gelinde med blive lukket ind ad en bagindgang og blive ført op på taget. Det var sådan set det, de leverede. Det tænker jeg ikke, at jeg står i dyb taknemmelighedsgæld til dem for."

Screenshot af Steen Bording Andersens Facebook-opslag.

Screenshot af Steen Bording Andersens Facebook-opslag.

"Ikke en gave"

Vi har talt med en ekspert i offentlig forvaltning, som siger, at det her er et klart brud på reglerne for modtagelse af gaver/bestikkelse. Hvad er din kommentar til det?

"”Der er jo ingen penge i det. Der er intet i det her. Jeg spørger som borger, og de svarer som institution, om det kan passe ind i deres verden. Jeg kan godt nok ikke se, at der skulle være nogen form for bestikkelse i det her."

Kender du reglerne for gaver for offentligt ansatte og politikere?

"Ja, i store træk gør jeg. Du kan sikkert også finde en anden ekspert, som siger, at det her ikke er bestikkelse. Nu tror jeg lige, vi strammer grebet lidt. Jeg har jo ikke fået en gave. Jeg har fået adgang til et sted, som andre borgere også bliver viet. Godt nok på et specielt tidspunkt, men mens der er folk i huset. Jeg har lidt svært ved at se, at det skulle være i strid med noget som helst."

Gaver er jo ikke nødvendigvis en fysisk overdragelse af noget med en værdi, men kan også være fordele, som andre ikke kan få…

"Der er ingen, der siger, at andre ikke kan få det. De kan jo prøve at henvende sig og spørge. Alle borgere kan gøre fuldstændigt, som jeg gjorde."

De siger jo selv, at der i dette tilfælde blev givet en særlig tilladelse…

"Hvordan de tolker, at de gør det særligt, skal jeg ikke kunne sige. Det er klart, at det er ikke noget, de gør hele tiden. Men det kan jeg ikke vurdere. Jeg spørger, om det kan lade sig gøre, og de siger ja."

Ikke inhabil

Kan du blive ved med at sidde som kulturudvalgsformand med sådan en sag?

"Ja, det må jeg nok sige. Det har jeg ikke noget problem med. Ikke i relation til denne sag i hvert fald."

Ser du nogen grund til at overveje, om du fremover skal erklære dig inhabil i sager, der vedrører ARoS?

"Nej, det tænker jeg ikke, jeg skal. Så skal jeg have en eller anden form for stærk interesse i det. Der bliver viet folk mange forskellige steder, og det er, hvad der har inspireret mig. ARoS er et af de særlige steder for mig, og når det oven i købet er et offentligt sted, som Aarhus Kommune har peget på, at man kan blive viet, så spørger jeg, og jeg får svar."

Publiceret 05 August 2020 10:52