Pressefoto:

Pressefoto: Aarhus Kommune

Somaliere i Aarhus frygter forfølgelse efter afsløring af chokerende corona-tal

Partifælle og talsmand er bekymrede over borgmester Jacob Bundsgaards (S) coronamelding om somaliere

Af
MARIA DALHOFF og JONAS HVID

JP AARHUS

Byrådsmedlem Mahad Yussuf (S) er bekymret over sin politiske leder og partifælle borgmester Jacob Bundsgaards udmeldinger tirsdag om, at personer med somalisk herkomst ifølge Statens Serum Institut står for 61 af i alt 78 coronatilfælde i Aarhus i sidste uge.

"Jeg er ikke enig i, at vi peger fingre ad bestemte grupper i byen. Vi skal ikke begynde at inddele efter etnicitet og baggrund og sige, at det er her, der er problemer, uanset om det er somalisk eller anden baggrund," siger Mahad Yussuf, der selv har somalisk baggrund.

Hvorfor ikke?

"Jeg kan ikke se, hvad det skal gavne at sige, at bestemte grupper af borgere er hårdere ramte end andre, udover at det skaber et stigma for de borgere."

Hvis fakta er, at personer med somalisk herkomst tegner sig for en stor andel af de nye tilfælde med coronasmitte i Aarhus, hvad er der så galt i, at borgmesteren melder det ud og vil lave en fokuseret indsats i det somaliske miljø?

"Selvfølgelig er det et faktum, vi ikke kan komme uden om. Jeg synes bare, at han er byens borgmester. Men det er vigtigt at sige, at det her problem, er vi fælles om at løse. Der er ingen grund til at udpege nogle grupper og sige, at der er et særligt problem."

Abdirahman M. Iidle, talsmand for Hos AarhuSomali, der repræsenterer 13 somaliske foreninger i Aarhus, er enig med Mahad Yussuf.

"Borgmesteren er vores borgmester og borgmester for alle. Vi er bange for, at vi somaliere får problemer, og at folk ikke vil komme i nærheden af os. Vi er bange for, at der sker forfølgelse af somaliske grupper, og folk mister deres arbejde. Det er sket i Sverige," siger Abdirahman M. Iidle.

"Selvfølgelig er det her alvorligt, og vi regner med at gøre noget ved det og stoppe spredningen, men det er vigtigt, at borgmesteren rækker hånden ud til os," lyder det fra talsmanden, der mener, at borgmesteren skulle have holdt møde med foreningerne og fortalt, at der kom en "foruroligende" udmelding, før at han gik i medierne.

"Så kunne vi lave en pressemeddelelse og vise, at vi står side om side med borgmesteren."

Ros til mindretal

Borgmester Jacob Bundgaard (S), Aarhus Kommune, forstår bekymringerne. Borgmesteren har aftalt et møde onsdag eftermiddag med AarhuSomali og andre repræsentanter for det somaliske mindretal.

"Der er ingen intention om at hænge nogen ud. Oplysningerne er officielle tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og tallene giver os et billede af, hvor vi skal sætte ind med den nødvendige coronaindsats også over for en minoritetsgruppe, hvor vi skal have en særlig opmærksomhed. Vi kommer til at have tæt kontakt og dialog med mindretallet for at få sat ind overfor den nuværende smittespredning," siger Jacob Bundsgaard, der understreger, at indsatserne sker for at løse et problem og ikke for at udstille nogen.

"Der er store mørketal i forhold til omfanget af coronasmittede. Derfor kan der sagtens være andre dele af befolkningen, som også er smittede. Det taler til det somaliske mindretals samfundsansvar, at så mange har ladet sig teste. Det er forudsætningen for, at vi har et nogenlunde dækkende billede af, hvor smitten er i vores samfund. Så stor anerkendelse for det fra mig til det somaliske mindretal," siger Jacob Bundsgaard.

Ifølge Statens Serum Institut viser den foreløbige smitteopsporing, at der er tale om ophobningen af coronatilfælde inden for familier i flere forskellige boligområder i Aarhus.

Publiceret 06 August 2020 08:28