Foto:

Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Borgmester giver pige med somalisk baggrund personlig undskyldning

Borgmester Jacob Bundsgaard opfordrer aarhusianerne til at passe på hinanden og sender undskyldning til pige med somalisk baggrund, der blev afvist i sin institution

En pige med somalisk baggrund blev i sidste uge afvist i sin institution efter det store udbrud med coronavirus blandt det somaliske mindretal i Aarhus. Det har mandag fået Jacob Bundsgaard (S) til at give en personlig undskyldning, skriver borgmesteren selv på sin Facebook-side.

"I dag har familien også fået en undskyldning fra børn- og ungerådmanden og jeg," skriver Jacob Bundsgaard i et længere opslag, hvor han opfordrer aarhusianerene til at passe på hinanden.

"Corona-virusset rammer uden hensyn til religion, etnicitet, seksuel eller politisk orientering. Derfor er vi også alle i risiko-zonen og skal passe på! Men vi må ikke blive skræmte, og først og fremmest må vi ikke lade frygten styre vores reaktioner," står der blandt andet i opslaget.

Borgmesteren oplyser også, at han har modtaget flere henvendelser fra aarhusianere med somaliske rødder, der oplever, at folk efter det store smitteudbrud reagerer på deres etniske oprindelse, når de i øjeblikket bevæger sig rundt i byen.

"Jeg vil gerne understrege, at jeg på det kraftigste fordømmer alt diskrimination. Aarhus er for alle – og alle skal behandles lige og retfærdigt," lyder det fra Jacob Bundsgaard i Facebook-opslaget.

Det kom i sidste uge frem, at en stor andel af de smittede i Aarhus har somalisk baggrund. På grund af det store smittetal i Aarhus er der blevet igangsat en række tiltag, som blandt andet er krav om mundbind i al offentlig transport.

jwh

Publiceret 11 August 2020 09:38