Sådan så det ud ved sidste års festuge i teltet på Pustervig Torv i Aarhus. Arkivfoto:

Sådan så det ud ved sidste års festuge i teltet på Pustervig Torv i Aarhus. Arkivfoto: Mads Frost/Ritzau Scanpix

Nu er det officielt:

Aarhus Festuge aflyser alle arrangementer

Aarhus Festuge aflyses på grund af situationen med covid-19

Af
Jonas Wrede Hansen

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har nu efter dialog med de statslige myndigheder og Sundheds- og Ældreministeriet fået en klar anbefaling om at aflyse Aarhus Festuges arrangementer. Det oplyser Aarhus Kommune i en kortfattet pressemeddelelse.

”Det er den melding, vi har ventet på. Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme. Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen. Med den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne træffes beslutningen nu frem for at afvente det planlagte bestyrelsesmøde mandag,” lyder det i pressemeddelelsen fra borgmesteren.

Siden mandag har diskussionen om, hvorvidt Aarhus Festuge skulle aflyses eller ej, fyldt meget i både lokale og landsdækkende medier, efter rådmand Thomas Medom (SF) på sin Facebook-side ytrede sin holdning om at aflyse festugen.

Samme dag gjorde Aarhus Festuge det dog klart over for Lokalavisen Aarhus, at man ikke så nogen grund til at aflyse.

"Siden marts har vi jo planlagt med en stor bekymring og forsigtighed. Vi startede med at planlægge efter, at man måtte være ti personer sammen, så vi har kogt mange af festugens oplevelser ned i småbidder, så vi føler, at det er mest forsvarligt," sagde Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, blandt andet til Lokalavisen Aarhus.

Publiceret 13 August 2020 12:47