Kronprinsse Mary er berørt af situationen. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kronprinsse Mary er berørt af situationen. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Berørt Mary reagerer på prins Joachims blodprop

Til Billed-Bladet fortæller kronprinsesse Mary, at familien har været i løbende kontakt med hinanden.

Prins Joachim blev ramt af en blodprop i hjernen i slutningen af juli forårsaget af en pludselig dissektion af en arterie.

Prinsen opholdt sig på familiens franske vinslot, Chateau de Cayx, hvorfra han blev hastet på hospitalet og efterfølgende opereret.

Grundet en hurtig indsats ventes han - ifølge lægerne - at komme sig uden fysiske følger og andre mén, har kongehuset oplyst.

Under hele forløbet har det været kongefamiliens ønske, at prinsen får den nødvendige ro.

Tidligere denne måned besøgte kronprins Frederik sin et år yngre lillebror, og for første gang sætter hans svigerinde, kronprinsesse Mary, nu ord på situationen.

Det skete foran den fremmødte presse - heriblandt Billed-Bladet - der stillede et par spørgsmål til kronprinsessen under WWF Verdensnaturfondens udsætning af sømrokker i Kattegatcentret i Grenaa, som hun deltog i.

- Min mand har, som I alle (pressen, red.) ved, været nede at besøge sin bror og kom hjem meget glad og lettet over at se den bror, han kender, og som har det godt og var ligeså snakkesalig, som han altid har været, sagde kronprinsesse Mary til pressen.

Også prins Joachims tidligere hustru, grevinde Alexandra, som er mor til hans to ældste børn, prins Nikolai og prins Felix, har tidligere i august gennem sin privatsekretær udtalt sig om situationen.

- Det hele kom som et stort chok for os, da vi jo netop havde afsluttet nogle fantastisk skønne feriedage sammen på Chateau de Cayx i forbindelse med prins Felix' fødselsdag, sagde hun til Se og Hør.

- Mine sønner har heldigvis løbende været i kontakt med deres far under indlæggelsen. Vi sender i dag - som alle de andre dage - mange varme tanker til hele familien i Frankrig, understregede grevinde Alexandra via sin privatsekretær til ugebladet.

Prins Joachim, hans hustru, prinsesse Marie, og parrets to fælles børn, prins Henrik og prinsesse Athena, opholder sig fortsat på Chateau de Cayx i Frankrig.

/ritzau/

Publiceret 19 August 2020 17:06