Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Firma skal undersøge sexisme i kultur- og fritidslivet

Kultur- og fritidslivet i Aarhus skal granskes af analysefirma, som skal vurdere omfanget af sexisme og sexchikane

Omfanget af sexisme og sexchikane i den aarhusianske kultur- og fritidsverden skal afdækkes.

Det er kulturrådmanden blevet enig med Idrætssamvirket, Kultursamvirket, Ungdommens Fællesråd og Folkeoplysningsforbundet om.

"Sexisme har vist sig at være et problem i flere dele af vores samfund. Vi skal ikke acceptere sexisme, og derfor skal vi have problemerne frem i lyset, så vi kan gøre noget ved det. Det kan vi blandt andet gøre ved at undersøge, i hvilket omfang sexisme findes indenfor det område, som jeg har det politiske ansvar for. De, der har ansvaret, har også pligten til at handle, og jeg er derfor glad for, at jeg nu sammen med de store interesseorganisationer får sat fokus på dette vigtige emne," siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), i en pressemeddelelse.

Hele MeToo-bølgen startede i den amerikanske kulturtop, og i Danmark har kulturlivet, medieverdenen og de politiske lag haft flere sager. Derfor glæder det forkvinde for Kultursamvirket i Aarhus, Elisabeth Wedderkopp, at omfanget i Aarhus nu bliver afdækket.

"Det er vigtigt, at vi får kortlagt, om der er et problem i alle dele af kulturbranchen og så får handlet på det. Det vil kultursamvirket gerne hjælpe til med," siger hun.

Det bliver det aarhusianske analysefirma Silverbullet, der kommer til at stå for undersøgelsen, der i første omgang vil bestå i en stor spørgeskema-undersøgelse. Herefter vil parterne gå i dialog om, hvorvidt der skal følges op.

Aarhus Kommune, som har hyret firmaet og afholder udgiften på 85.000 kroner.

dp

Publiceret 06 October 2020 15:32