Arkivfoto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Hudløs ærlig Michael Falch: - Jeg ser ingen grund til at leve i en illusion af, at jeg ikke skal dø

Musikeren Michael Falch har levet både i udkanten og på kanten. Nu er han vendt hjem i mere end en forstand.

Det er sommeren 2006, da Michael Falch står ude bag scenen på Plænen i Tivoli.

Om lidt skal han ud og stå ansigt til ansigt med sit publikum på en måde, han ikke har gjort i årevis.

Ikke siden han i starten af årtusindskiftet trak stikket fra en karriere, der i årevis havde betydet et liv i overhalingsbanen og var endt i et decideret misbrug.

30.000 mennesker står lige der ved scenekanten, og synet af dem bugter sig som et tæppe ud i Den Gamle Have med duften af popcorn og latter fra børn.

Han har stået der så mange gange før. Både med bandet Malurt og som soloartist. Men ingenting er som før.

- Jeg stod deromme med min guitar, og jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at hvis jeg følte bare et gran af ubehag og stress over at stå på den scene, eller hvis det skræmte mig, havde jeg ret til at gå igen, fortæller Michael Falch.

- Jeg vidste, at jeg havde så mange venlige mennesker i min fanskare, at de ville forstå, hvis jeg vendte mig om og gik, siger musikeren, der fredag er aktuel med albummet "Forår i brystet".

Siden Michael Falch gjorde comeback som rocksanger, har der været én ting, han for alt i verden har været nødt til at undgå.

Stress.

- Da jeg fik gjort nogle ting op i mit liv og blev mere bevidst om mig selv og mine begrænsninger - og jeg samtidig fik truffet nogle vigtige beslutninger om min livsstil - fandt jeg ud af, at jeg faktisk er taknemmelig hver morgen, jeg vågner og har en glæde og en begejstring, der er til stede næsten hele tiden, forklarer sangeren.

- Det er sådan set kun, når jeg bliver stresset, at den forsvinder. Men så ryger den også med det samme. Stress koster simpelthen tab af glæde, og derfor er det et no go for mig. Jeg må ikke, jeg vil ikke tillade mig at blive stresset mere, siger han.

I årevis har han boet i udkantsdanmark.

- Kalvehave, Tåsinge, Langeland, ved en sø ved Nyborg, på Sjællandssiden af Storebælt, remser han op.

Der hvor livet går et nøk langsommere, hvor fristelserne er få og roen nærmest fysisk kan mærkes.

Nu er han flyttet tilbage til storbyen. Alene. Til brosten, han ikke har betrådt, siden han som ung, spirende rockmusiker boede midt i Københavns heksekedel af liv.

Byen er ikke den samme længere. Og det er han heller ikke.

- At være i storbyen igen som granvoksent menneske har trigget nogle ting. Det er jo en by, der har forandret sig, fra jeg var ung og boede på Jagtvej 71 på Nørrebro.

- Men det jeg sanser nu, er nok noget, mange kender til, som for eksempel opløste parforhold, at være alene igen og den limbotilstand - hvor er man - og nu siger jeg man, for jeg tror, det er generelt - i sit liv uden en partner?

De tanker er der kommet et album ud af. Eller faktisk kom der 80 sange ud af det - på både dansk og engelsk. En fuldstændigt udmattende proces for musikeren, der til tider har haft overordentligt svært ved at slukke for inspirationen.

- Jeg har oplevet meget, jeg har flyttet 20 gange, og jeg har haft to langvarige parforhold som voksen og været professionel rockmusiker i 40 år, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er mæt endnu.

- Det kan jeg også se på min sangskrivning. Jeg er ikke blevet sat. Der er stadig noget omkring livet, jeg gerne vil udtrykke. Det er åbenbart et drive i mig, siger Michael Falch.

På "Forår i brystet" forsøger musikeren med egen ord at favne nogle store eksistentielle spørgsmål.

- Det her er mit modne manddomsværk. Jeg har måttet sige til mig selv, at jeg ikke skal være bange for at gå til kanten - heller ikke med romantikken i sangene. Men det er en måde at skrive på, som jeg ikke har turdet i mange, mange år, siger Michael Falch.

Det har coronapandemien medvirket til at ændre.

- Det kan godt være, vi har skullet holde afstand, men det har også bragt os tættere på de ægte følelser og givet en større bevidsthed om nærhed, siger han.

Selv er han - på godt og ondt - mere i kontakt med sine følelser end nogensinde.

- Sådan er det jo, når man lever alene og ikke har et menneske, man hele tiden sparrer med - selv om jeg har mine børn og børnebørn. Det med ikke at have en daglig rejseledsager gør jo også, at blikket bliver vendt mere mod en selv: Hvordan har jeg det egentlig, og hvad føler jeg? Der har spotlyset været rettet mod mig selv de senere år, forklarer Michael Falch.

Midt i spotlyset er det især de store spørgsmål, der melder sig.

For kort tid siden fyldte han 64 år. Et tal, han som yngre ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, han ville nå. Men også et tal, der minder ham om at meget af den vej, han kan nå at betræde i dette liv, allerede er betrådt.

- Vi prøver jo hele tiden at nedtone overfor hinanden, at vi bliver ældre og skal dø, og at hver dag bringer os tættere på det punkt. Sådan noget kan vi ikke holde ud at gå og tænke på, det ødelægger vores livsglæde, hvis vi fortaber os i det. Men kendsgerningen er, at vi skal dø og den dag rykker nærmere.

- Men jeg er blevet mere end dobbelt så gammel, som jeg troede, jeg skulle blive, og jeg ser ingen grund til at leve i en eller anden illusion af, at jeg ikke skal dø. Det gør intet godt. Det øger til gengæld intensiteten i livsførelsen at være bevidst om, at vi er her på lånt tid, forklarer han.

"Forår i brystet" udkommer den 9. oktober.

/ritzau/

Publiceret 07 October 2020 10:00