Foto: Claus Borg & Partner

Foto: Claus Borg & Partner

Schmeichel sælger sin enorme strandvejsvilla

Den tidligere danske landsholds- og Manchester United-målmand, Peter Schmeichel, har netop sat sit 342 kvadratmeter store strandvejshjem i Nordsjælland på boligmarkedet.

For villaen forventer målmandslegenden at få 28 millioner kroner. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

De mange kvadratmeter fordeler sig på 14 værelser og beskrives i salgsmaterialet fra liebhavermægleren Claus Borg & Partner Søren Heilesen som en af områdets smukkeste og mest harmoniske villaer i kompromisløs kvalitet.

Huset ligger på en grund helt ud til Øresund i kystbyen Espergærde lige syd for Helsingør: Og det er altså ikke bare udsigten til bølgeskvulp og Sverige i det fjerne, der følger med. Til adressen hører der nemlig også egen badebro.

Schmeichel kom selv til vandkants-kvadratmeterne tilbage i 2007 efter en god prisforhandling. Den gang lød udbudsprisen nemlig på knap 30 millioner kroner – men Schmeichel endte dog med at få huset 4,9 millioner kroner billigere og altså til en pris på runde 25 millioner kroner. Det viser Boliga.dks salgsprishistorik for ejendommen.

Se huset her

Publiceret 28 October 2020 10:38