Arkivfoto: Klok Fotografi

Arkivfoto: Klok Fotografi

Altid kæk og fuld af sjove rim: Tonny er død

"Jeg kan sige det helt uden at lyve - det koster kun 20". Sådan lyder et af de mange hundrede rim, som Tonny Rimsmed havde i ærmet og brugte, når han skulle få folk til at købe hans Hus Forbi-aviser. Nu har han solgt sin sidste.

Mange kendte ham som den højtråbende Hus Forbi-sælger, der sad foran indgangen til forlystelsesparken Bakken i Klampenborg nord for København eller på gågaden i Hillerød, hvor han altid var klar med et rim til de forbipasserende.

Tonny Rimsmed er gået bort 60 år gammel, skriver TV 2 Lorry, og han vil efterlade et tomrum ved indgangen til Bakken.

"Han vil blive savnet for sine rim og sit smittende humør til alle, som passerede den røde port til Bakken. Han havde en helt særlig gøglerånd og var en dygtig både satirisk og politisk rimsmed. Han formåede altid at gribe en anledning til en sjov og kæk kommentar," siger konstitueret direktør på Bakken, Lene Alsgren, til TV 2 Lorry.

Et liv med frihed

Klok Fotografi producerede i 2012 et tv-portræt af Tonny, som dengang også blev bragt på Lokalavisen.dk, og her sagde Tonny Rimsmed følgende om sig selv

"Jeg betragter mig selv som gøgler. Det at sidde og fyre det ene rim af efter det andet, det elsker jeg. Og jeg er overbevist om, at jeg vil fortsætte med det til jeg dør. Min frihed betyder ALT for mig. Intet over - intet ved siden af. Måske lige med undtagelse af to knægte på 9 og 10 år. Min søsters drenge."

Se eller gense tv-portrættet nedenfor.

jn

Publiceret 30 October 2020 14:28