Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sådan gør du sommerhuset attraktivt, når det skal udlejes

God plads, rengøring og fleksible datoer er nogle af de ting, der kan have indflydelse på prisen, når du udlejer dit sommerhus under coronakrisen.

Sommerhusene er i høj kurs herhjemme, og det har fået flere til at overveje, om fritidsboligen skal lejes ud for en tid.

- Der er en stigende interesse for at leje ud, da den økonomiske usikkerhed har gjort, at nogle ser det som en mulighed for at få dækket en del af omkostningerne uden at skulle sælge sommerhuset, siger Carlos Villaro Lassen, der er administrerende direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Og der er gæster at gå efter, for i 2019 bookede danskerne 5,3 millioner overnatninger i feriehuse herhjemme, mens det tal ventes at stige til mellem otte og ni millioner overnatninger i 2020, lyder det Ferieudlejernes Brancheforening.

Vil du leje dit sommerhus ud netop nu, så kan bestemte ting have betydning for prisen.

Udover at være fleksibel med udlejningsdatoerne, så har coronakrisen vist, at det kan være en fordel at kunne stå klar med en ren og ryddet bolig med kort varsel, hvis du vil have penge i kassen.

- Mange gæster venter med at bestille til sidste øjeblik, fordi der er grænser, som åbner og lukker og restriktioner, der ændrer sig, siger Carlos Villaro Lassen.

Har dit sommerhus ingen eller dårlig wifi-forbindelse, kan det ligeledes være en fordel at opgradere dette, hvis du vil gøre dit sommerhus mere attraktivt.

- Under coronakrisen er det væsentligt med en god adgang til nettet, fordi folk kombinerer ferie og hjemmearbejde, siger Carls Villaro Lassen.

Er der god plads i dit sommerhuset, så tydeliggør også dette i din annonce.

- Med restriktionerne er man mindre ude, og derfor efterspørger folk renlighed og god plads indendørs, forklarer han.

Har du mange sengepladser, stor stue eller køkken, aktivitetsrum, spabad eller pool, så er det ligeledes faktorer, der er i høj kurs, så husk at få det nævnt i beskrivelsen samt på billederne.

- Markedsføring af sommerhuset er alfaomega, så sørg for gode billeder af boligen samt omgivelserne, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, der er boligøkonomisk ekspert ved Bolius.

Vurder, om din bolig har nogle unikke sider, som er værd at fremhæve i markedsføringen. Eksempelvis ugeneret grund, et shelter eller en bålplads.

Ligger din bolig med kort afstand til stranden, eller er der cykler til rådighed, er det ligeledes ting, som mange lejere lægger vægt på, og som derfor kan få din bolig til at fremstå attraktiv.

Desuden er der stor efterspørgsel på sommerhuse, hvor det er tilladt at have kæledyr med, så overvej at tillade dette.

Ifølge rejseplatformen Booking.com er brugen af sidens kæledyrsvenlige filter firedoblet, siden rejserestriktionerne blev indført.

/ritzau fokus/

Publiceret 30 October 2020 10:17