Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Vild med dans-stjerne efter alvorlig sygdom: Ingen tid at spilde

Den Vild med dans-aktuelle radiovært Sara Bro har fokus på at være i nuet og få udlevet sine drømme.

- Når jeg bliver gammel...

Sådan lød det, da radiovært Sara Bro og partner Morten Kjeldgaard fredag dansede deres slowfox til Ida Corrs fortolkning af det rørende Gnags-hit "Når jeg bliver gammel" fra 1989.

Sangens budskab betyder meget for parret.

Sara Bro blev som 27-årig ramt af brystkræft.

15 år efter - i 2016 - viste en kontrol nye forstadier til sygdommen, hvorfor hun traf beslutningen om at få fjernet begge bryster.

- Det har selvfølgelig sat aftryk på mig, på den måde at jeg måske ikke venter til i morgen med særligt mange ting, fortæller den i dag 46-årige radiovært.

- Jeg har det godt i dag, men jeg har ikke altid haft håbet om at blive sindssygt gammel, da jeg var syg, fortæller hun.

Sygdommen har givet hende et helt andet syn på kroppen.

Den skal vedligeholdes og passes på, og det gør Sara Bro blandt andet fysisk gennem styrketræning og mentalt gennem vinterbadning - og nu også gennem den intense dansetræning, fortalte hun efter sin slowfox med Morten Kjeldgaard.

- Når vi har danset i tre timer, så har jeg det perfekt i hele min krop. Jeg er allerede begyndt at tænke: "Gud, nej, hvad når det er slut? Hvordan skal man så få den følelse?", lød det fra Sara Bro.

Slut er det dog slet ikke for Sara Bro og Morten Kjeldgaard.

De er nemlig nået over halvvejs i årets udgave af dansedysten og går således på gulvet igen på fredag.

/ritzau/

Publiceret 10 November 2020 09:40