Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at vi skulle blive så tætte"

Dansepartner Michael Olesen om Hilda, som han kalder sin nye bedstemor

Aldersforskellen mellem Hilda Heick og Michael Olesen er 36 år.

De kommer fra to vidt forskellige verdener - hun er dansktopsangerinde og tv-personlighed - han er ingeniør og professionel danser.

Men trods forskellighederne har de to udviklet et unikt bånd i løbet af deres otte uger i "Vild med dans".

Det blev endnu en gang understreget under fredagens "Vild med dans", da parret gik på gulvet udklædt som klovne i en gakket quickstep.

- Jeg kendte slet ikke Hilda inden "Vild med dans", så jeg vidste ikke, om vi ville passe sammen type-mæssigt. Men vi har det bare så sjovt sammen. Hun er en fighter og et livsstykke uden lige, jubler Michael Olesen.

- Jeg har desværre ikke nogen bedstemor tilbage mere, men jeg har måske fundet en ny her, siger han og kigger på sin dansepartner.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at vi skulle blive så tætte, lære hinanden så godt og virkelig forstå hinanden så godt, fortæller Michael Olesen.

Hilda Heick har tidligere ikke tøvet med at beskrive Michael Olesen som den søn, hun og gemalen Keld Heick aldrig har fået.

Også selv om han kan være en striks - men sød - danselærer, fortæller hun.

- Engang imellem bliver jeg ked af det, når jeg synes, jeg ikke kan finde ud af det, og når Michael, for jeg ved ikke hvilken gang, siger: "Løft nu de arme!", fordi jeg bliver træt og hænger lidt på ham.

- Men han trækker mig altid op og er så tålmodig. Michael er en kæmpe støtte for mig. Når jeg taber troen på mig selv, så hiver han mig altid op igen, siger Hilda Heick, der gennem konkurrencen har været et stort smil.

Med sine 74 år er Hilda Heick ubetinget den ældste deltager, der nogensinde har deltaget i "Vild med dans", men det mærker Michael Olesen ikke.

- Når jeg tænker tilbage på alle de år, jeg har været med i "Vild med dans", er mine dansepartnere blevet mere og mere trætte, men Hilda er gået den helt anden vej, siger han og uddyber:

- En ting er, at Hilda er blevet bedre dansemæssigt, men hendes kondi og hendes form bliver også bare bedre og bedre for hver uge, der går. Jeg kan mærke, at hun er blevet stærkere, og det er helt vildt fantastisk at opleve, jubler Michael Olsen.

Næste fredag går parret på gulvet igen som et af de resterende seks par, der er tilbage i dansedysten.

/ritzau/

Publiceret 23 November 2020 16:07