Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kæresten er skredet: Nicklas Bendtner er igen single

Philine Roepstorff er gået fra fodboldspilleren Nicklas Bendtner. Det afslører hun på YouTube.

Det er slut mellem fodboldspilleren Nicklas Bendtner og modellen Philine Roepstorf, der er datter af tidligere håndboldlandsholdsspiller, Jens Erik Roepstorff.

Det fortæller hun selv i en video på YouTube, der passende har fået titlen "Moving on".

– Nogle gange går tingene ikke som planlagt. Og nogle gange er det svært at træffe det rigtige valg. Nicklas og jeg er gået fra hinanden, skriver hun i videoen.

Her fortæller hun også, at hun er flyttet ud af parrets fælles hus i Hørsholm, og er flyttet ind i en lejlighed i København i stedet.

I videoen viser hun rundt i lejligheden og afslører, at hun ikke bor helt alene: hunden Batman er nemlig flyttet med.

Over for Se og Hør bekræfter Philine Roepstorffs presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, bruddet.

– Det er korrekt, at Philine og Nicklas ikke længere er et par, siger hun til ugebladet.

Parret har været sammen i knap tre år.

/ritzau/

Publiceret 31 March 2021 16:26