Louise Mieritz: Jeg har meget skam i mig

Skuespillerinden og manuskriptforfatteren har lært på den hårde måde, at hun ikke skal undertrykke sig selv.

Artiklens øverste billede
Foto: Ida Guldbæk Aretsen / Ritzau Scanpix

Det giver ikke mening at føle sig firkantet, når verden er rund.

Det har skuespiller og manuskriptforfatter Louise Mieritz erfaret og taget opgøret mod.

Hun er kravlet op ad den klaustrofobiske kasse, hun og andre har placeret hende i, for at leve sit autentiske jeg.

Den 30. april fylder Louise Mieritz 50 år.

- Jeg synes, jeg står et megaprivilegeret sted. Jeg har en familie, jeg elsker, min mand og nogle dejlige børn, som er glade og trygge, og det betyder enormt meget for mig.

- Og så føler jeg, jeg har været med til at skabe en platform, en megafon kan man sige, til at komme ud med det, jeg har på hjerte.

Louise Mieritz kom til verden på den sidste aprildag i 1971.

Da hun var to år, flyttede familien fra Aarhus til Bruxelles, hvor hendes far dækkede EF - forløberen for EU - for Jyllands-Posten.

Da han stoppede som korrespondent, flyttede familien til hovedstadsområdet, hvor Louise Mieritz siden har boet.

Som lille underholdt hun familien hjemme på stuegulvet.

De voksne skulle indløse billet og fik fuld smæk for skillingen.

Louise Mieritz gik på Den Franske Skole på Frederiksberg og blev som otteårig sendt på sommerkoloni i Frankrig.

Der begyndte hun at blive bevidst om, hvad det egentlig handlede om.

- Jeg mærkede, at jeg var inde i en kollektiv kontekst af at fortælle historier. Det var følelsen af frihed, fortæller hun.

- Senere er jeg kommet frem til, at det handler om, at jeg føler mig mindre ensom, når jeg fortæller historier, for historier binder os sammen.

Louise Mieritz blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1994 og var med til at stifte satiregruppen ”Emmas Dilemma”.

I begyndelsen fik de ikke en krone for det. De var på dagpenge, men blev ved, simpelthen fordi de ikke kunne lade være.

En dag overværede en fra DR et show og blev så begejstret, at han hyrede dem til DR2.

Den første store rolle fik hun dog i en af verdens første teaterkoncerter, nemlig en historie fortalt gennem Gasolins numre.

Det var en kæmpe oplevelse for den nyuddannede skuespiller.

- Jeg ville gøre alt, hvad de sagde. ”Klip dig skaldet”, og det gjorde jeg, selv om vi ikke vidste, om der ville komme nogen.

- Men det gjorde der, og vi var - vil jeg være så fræk at sige - med til at skrive teaterhistorie.

Senere var Louise Mieritz også med til at skrive filmhistorie, da hun medvirkede i Lars von Triers ”Idioterne”.

Året efter trådte Louise Mieritz ind i manegen i Søren Østergaards Zirkus Nemo. Han manglede et sidekick, da Anders Lund Madsen skulle på barsel, og det blev åbningen til et nyt univers.

- Søren lærte mig meget om overenskomsten med publikum. Jeg stod i kulissen og hørte, at hans Bager Jørgen-karakter kunne være så forskellig fra aften til aften.

- Søren er så til stede i momentet, og det tog tid for en kontrolfreak som mig at vide, at guldet ligger i mellemrummene, hvor man ikke kan kontrollere tingene.

Det er sjældent, at man kan kontrollere noget.

I 2007 medvirkede Louise Mieritz i stykket ”Kvindernes hævn”.

Hver skuespiller havde en mande- og en kvinderolle.

Ditte Hansen medvirkede også i forestillingen, og hendes manderolle var kærester med Louise Mieritz’ kvinderolle.

- Ditte var sjov, klog og dygtig. Når man stod på scenen med hende, forsvandt tiden, fortæller Louise Mieritz.

Der opstod en øjeblikkelig kunstnerisk kemi, der blev begyndelsen på deres professionelle parløb.

De blev værter for Bodil-uddelingen og skrev senere sketchers til Cirkusrevyen.

Sammen begyndte de også at skrive på deres eget selvbetitlede univers, ”Ditte & Louise”, som fik premiere på DR i 2015. Inden da havde Louise Mieritz medvirket i DR-dramaerne ”Lykke”, ”Arvingerne” og ”1864”.

”Ditte & Louise” hittede hos universets fans og blev kåret til Årets Korte Tv-serie to år i træk til Robert-uddelingen. Louise Mieritz fik i 2017 også prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle i tv-serie-kategorien.

Derfor kom det som et chok, da DR droppede serien. Seertallene var for lave, lød det.

Men Ditte Hansen og Louise Mieritz oplevede, at de havde fat i noget, som ikke skulle skrinlægges.

Det Danske Filminstitut kastede penge i projektet, og ”Ditte & Louise” blev til en film.

- Ditte og jeg plejer at sige, at vores store sag som udgangspunkt er at inspirere til rummelighed.

- Det er en form for frihedsprojekt for at skabe plads til det menneske, vi er, med alle de sprækker, vi har.

Det er ikke noget, Louise Mieritz siger ud af ingenting.

Det er noget, hendes krop og sind fortalte hende - med store bogstaver, som hun forklarer - da hun blev ramt af et angstanfald.

Louise Mieritz havde mistet balancen mellem hverken at være for meget eller for lidt, forklarer hun.

Sammen med Ditte Hansen har hun beskrevet det som to grundkasser, vi putter andre - og os selv - i: luderen og madonnaen. Eller som de to kalder det: snerpen og slutten.

- Jeg har rigtig meget skam iboende. Det er enormt nemt at få mig til at skamme mig, enten ved at jeg føler mig for lille eller for meget.

- Det handler om ens kodning. Og ud fra min egen er det, hvad en rigtig kvinde må være. Jeg har virkelig prøvet, men jeg havde fandeme også mange regler for, hvordan den kvinde skulle være.

- Da jeg oplevede, at min krop kørte afsted med mig, og jeg hyperventilerede, spurgte jeg den, hvad det handlede om.

Der dumpede en lang liste ned med fortrængte følelser - jalousi, sårbarhed og frygt for at dumme sig - frygt for at være enten for meget eller for lidt.

- Alle de følelser var jeg åbenbart bange for at integrere i mig, og det er jo et paradoks som skuespiller, som lever af at gestalte alle følelser. Så jeg måtte omfavne det og melde mig ind i klubben af at være menneske.

- Det er et spændende projekt at prøve at være skamløs og skide på, hvad andre tænker. Ditte og jeg taler også om at være en killjoy, fortæller Louise Mieritz.

Sammen skriver de på en serie, som skal gøre op med tavshedskulturen.

- Hvis der er konsensus om, at man bare griner og tænker ”herregud”, når der bliver sagt en småracistisk joke, er vi nået til, at man skal holde op med at holde sin kæft.

- Nogle gange er man nødt til at sige det højt, som kan ødelægge festen. Det er svært, men jeg prøver.

Hvor Ditte Hansen er hendes professionelle sjæleven, er filmfotografen Manuel Claro hendes private kærlighed.

Louise Mieritz var 36 år og begyndt at affinde sig med, at hun nok ikke fik børn, da hun mødte Manuel.

Hun havde eller forsvoret, at hun var færdig med mænd i branchen.

De kendte hinanden i forvejen, men fandt først sammen efter en fest. I branchen.

Fem uger efter blev hun gravid, og i januar 2009 kom parrets søn til verden.

- Det var sådan, det skulle være, for jeg vidste bare, at det skulle være Manuel. Med ham fik jeg følelsen af at komme hjem - sådan som jeg også havde det, da jeg mødte Ditte, min skrive-kæreste.

- Jeg er mest stolt af, hvordan jeg lever mit liv, når jeg er i kontakt med følelsen af at være forbundet til andre mennesker - forbundet til min mand, forbundet til mit barn og forbundet til Ditte.

- Når vi sammen skriver noget, kan vi måske forbinde os til andre, så de heller ikke føler sig så ensomme.

/ritzau/

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen