Stormer ind på top-ti over populære museer
Et af Danmarks mest populære museer ligger i en af landets mindste købstæder

Museum Østjyllands afdeling i Ebeltoft stormer ind i top ti på listen over de meste besøgte museer i Danmark i 2020.
Det kan man læse ud af den netop offentliggjorte statistik over, hvor mange gæster landets museer tog imod i det forgangne år. Med sine 165.000 besøgende passerer det østjyske lokalhistoriske museum blandt andet Nationalmuseet i Prinsens Palæ i København, hvor kun 159.000 kiggede indenfor.
»Vi er naturligvis glade over, at vi kan blande os i det pæne selskab,« siger en stolt museumschef på Museum Østjylland, Jørgen Smidt-Jensen, i en pressemeddelelse.
»De danske museer er en kæmpe succeshistorie, som i mange år kun har set besøgstallene stige. Det viser, at der mere end nogensinde er behov for museerne og for museer som vores, der tager afsæt i det lokale og stedbundne.«
Tilløbsstykke
Museum Østjylland i Ebeltoft bød i 2020 på en helt ny oplevelse, som er en del af forklaringen på de mange gæster. I samarbejde med Syddjurs Bibliotek åbnede museet i juni nemlig BMA i Ebeltofts gamle Maltfabrik. I BMA kan man for første gang i Danmark opleve et helt sammensmeltet bibliotek, museum og arkiv, hvor gæsterne på samme tid og i samme rum møder både litteratur og historie.
Publikum belønnede initiativet med i stor stil at besøge den nytænkte kulturarvsinstitution. På trods af sidste forårs corona-nedlukning og officiel åbning halvvejs inde i året blev BMA i Maltfabrikken en regulær publikumsmagnet alene med 110.000 gæster i 2020.
Jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen, der keder sig på vores museum
Nutidigt og ikke kedeligt
Museum Østjylland har en vision om at gøre mødet med kulturarven meningsfuld for flest mulige gæster.
»Vi formidler lokalhistorien i Randers, Grenaa og Ebeltoft på nye og tidsrelevante måder. Derfor appellerer museets udstillinger og program til gæster fra langt ud over de tre kommuner,« mener Jørgen Smidt-Jensen og tilføjer:
»Jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen, der keder sig på vores museum.«
gs