Arrangørerne holder fast: Classic Race bliver årets første store festival

Mens landets øvrige festivaler aflyses, holder Classic Race i Aarhus fast i at afvikle racerløbet som planlagt. Det vil være en festival-agtig familieevent med Lego, trafikskole og hyggetelte

Artiklens øverste billede
Classic Race vil i 2021 være en festival-agtig familieevent med Lego, trafikskole og hyggetelte for alle på kryds og tværs

NorthSide og Smuk Festival har kastet håndklæderne i ringen efter regeringens seneste genåbningsplan. Men Classic Race holder fast og bliver dermed sammen med Spot Festival årets første, når den åbner 17. september.

»Vi vil alle sammen til den tid trænge til at komme ud mellem andre og få nogle gode oplevelser. Og så er vi bare klar,« siger direktøren for Classic Race, Poul Dalsgaard.

Classic Race bliver i år ikke bare et racerløb, hvor man mødes i faste grupper i sponsortelte, men nærmere som de populære og savnede festivaler Smuk Fest og North Side. Løbets direktør, Poul Dalsgaard, har for første gang været med til at forme Classic Race i år og har ladet sig inspirere af musikfestivalerne, hvor han har været en flittig gæst i mange år.

»Vi vil gerne forny os, og ordet festival er vigtig for os. Classic Race er ikke bare et vi-sparker-dæk-arrangement, som mange måske tror. Det skal opbygges som en festival med mange fester i festen, og med 1000 energiske frivillige,« siger han, da Århus Onsdag kigger forbi Classic Races coronaramte og temmelig tomme sekretariat.

Festival for alle

Han er eneste mand på skansen men med tæt kontakt til alle de andre, der arbejder hjemmefra det meste af tiden.

Egentlig skulle Classic Race have været afviklet i foråret men netop på grund af de mange corona-restriktioner har racerfestivalen valgt at rykke til september, hvor alle skulle være vaccinerede.

»Selv med den nye vaccineplan vil vi alle være vaccinerede 22. august, så har jeg svært ved at finde argumenter for, at vi ikke kan gennemfør en udendørs familiefestival uden overnattende gæster. Det er under åben himmel og med god plads, så vi tror helt og fast på, at vi kan afvikle det på bedste vis. Og at rigtig mange vil have lyst til at komme og være med,« siger direktøren.

Og netop arrangementer og vores store behov for igen at komme ud kalder på en festival-agtig opbygning af racerløbet.

»Jeg har deltaget i Classic Race i alle de 10 år, det har eksisteret, og syntes, at der skete for lidt på pladsen for gæsterne, når man ikke lige sad i et telt sammen med de sponsorer, man var inviteret af,« forklarer Poul Dalsgaard.

Han synes, at der skal være steder, hvor man kan hænge ud med sine naboer og venner, man tilfældigt møder. Præcis som på en festival, hvor nogle af deltagerne aldrig når op til scenen, fordi de bliver fanget i en fest et sted på pladsen.

»Det begyndte som et racerløb, men nu skal det ligne en festival i opbygningen. Vi sammenligner os med Smuk Fest og North Side. Deres røde tråd er musik, og vores er biler og motorsport,« fortsætter han og visualiserer en dejlig sommerdag mange mennesker, der hænger hyggeligt ud i det fri til et lydtæppe af biler, der drøner om kap på racerbanen præcis som man kan høre livemusik fra scenerne på festivalpladserne.

Lego og Fætter BR

Classic Race har i alle sine 10 år haft sæbekasseløb for børn og nogle mindre ræs i Mindeparken, men de har været svære at finde og opdage. Sådan skal det det ikke være længere. To store og meget iøjnefaldende telte i Mindeparken vil være fulde af Lego, som får hjælp fra Sallings Fætter BR.

»Vores største satsning er samarbejdet med Lego og Salling Group. Legos samlesæt af biler er helt eminent. De har også biler i menneskestørrelse, der rent faktisk kan køre, så derfor er det oplagt for dem at gå med. Også fordi den tidligere topchef, Keld Kirk Kristiansen, har deltaget i Classic Race og har været en kær gæst,« siger Poul Dalsgaard.

Et andet nyt tiltag er et motionsløb på racerbanen for børn. Det skal føres an af ingen mindre end den tidligere legendariske racerkører, Tom Kristensen.

»Han er i absurd god form og cykler de vildeste mountainbike-ture hjemme i Hobro. Han har inviteret mig med, men jeg skal ikke nyde noget,« siger Poul Dalsgaard og slår en skraldlatter op.

Tom Kristensen har vundet Le Mans ni gange, men har ikke før haft sit eget Tom K Børneløb. Det får han nu. Også det bliver til i samarbejde med lokale kræfter. Aarhus 1900 er gået med.

Det samme er Rudolf Steiner Skolen, som står for kreative værksteder på skolen, der ligger lige ved siden af Mindeparken. De laver desuden en skattejagt sammen med BR i Mindeparken.

Ønsker flere gæster

»Vi arbejder naturligvis også med at forny og forbedre racerløbene, der trods alt er vores kerne. I år kører vi derfor en ny klasse, der hedder TCR med blandt mange andre Jan Magnussen og Casper Elgaard, så det bliver det ypperste. Vi vil i en ny app, vi har lavet, sende beskeder til folk om, hvad der foregår lige nu. For eksempel annoncerer vi løb med Jan Magnussen, Tom Kristensen og måske prins Joachim med for eksempel et kvarters varsel, så folk bliver inspireret til at dukke op ved racerbanen og se med,« siger Poul Dalsgaard.

Han har en ambition om at nå et rekordstort antal gæster. Det var i 2018 på 38.700 voksne, og faldt i 2019 til 31.700 blandt andet på grund af virkelig dårligt vejr. Direktøren går efter at få 42.000 voksne til at løse billet i år plus 6.500 børn. Det er 2000 flere end sidste år.

»Vi har mange nye aktiviteter i år, og så er vi et af de første arrangementer, der kan afvikles efter genåbningen. Vi forventer, at folk har meget brug for og lyst til at komme ud og opleve noget nyt,« siger Poul Dalsgaard.

Vil give noget tilbage

Et stigende antal gæster vil ikke give Classic Race en bedre økonomi, for det er en nonprofit fond, der giver sit overskud til børns trafiksikkerhed.

»Vi vil gerne række endnu mere ud til byen og skabe events al la Biler på Bispetorv måske endnu et børnemotionsløb. Vi kan også stå for en trafikskole på Bispetorv eller i Musikhusparken, når børnene kan deltage uden at de først skal sprittes af,« smiler Poul Dalsgaard.

Han synes, at Classic Race skal give noget tilbage til byen, fordi løbet har fået en kæmpe støtte i den svære corona-tid.

Salling og kommunens meget hurtige hjælpepakker gav Classic Race likviditet til at komme igennem corona-krisen sidste sommer. Sidenhen fik racerløbet fra Erhvervsstyrelsen seks millioner kroner, det kostede at aflyse sidste år.

»Vi har ikke nogen egenkapital, fordi vi donerer pengene væk, så aflysningen var svær for os. Men vi har kun mødt velvilje og hjælp fra alle i kommunen, og vi har et sindssygt godt samarbejde med alle byens aktører, så vi vil gerne byde ind med noget til gengæld. Noget der når ud til mange mennesker,« ønsker direktøren.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen