Berørt Søren Østergaard: »Jeg har det rædselsfuldt«

Coronarestriktionerne umuliggør at gennemføre forestillingerne, begræder Søren Østergaard for andet år i træk.

Artiklens øverste billede
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Det bliver endnu en sommer uden en tur i manegen i Søren Østergaards Zirkus Nemo.

Det må den 63-årige komiker, skuespiller og cirkusdirektør sande, efter at regeringens retningslinjer umuliggør at gennemføre forestillingerne uden økonomisk tab.

- Jeg har det rædselsfuldt. Jeg er virkelig ked af det, vred og skuffet. Og bange, siger en berørt Søren Østergaard.

- Det er jo grufuldt og går ud over alle mine ansatte, der ikke tjener nogen penge. Forretningen må stå og vakle, og vi skal igennem en sommer, der bliver virkelig lang lige pludselig.

Søren Østergaard har omkring 34 ansatte - inklusive artister - med rundt på turné.

Derudover beskæftiger han syv-otte personer det meste af året.

Regeringens seneste retningslinjer for genåbningen af kulturlivet pålægger Zirkus Nemo en begrænsning i antallet af publikum.

Normalt kan omkring 600 personer tage plads i teltet, men i den nuværende situation må der maksimalt være omkring 240 personer til stede.

Med mere end en halvering i antallet af publikummer kan Søren Østergaard ikke få økonomien til at hænge sammen.

Et større telt koster kassen at leje, og så skal det desuden også bygges teknisk om.

Alle tænkelige alternativer er vendt og drejet, understreger Søren Østergaard.

- Jeg har hele svineriet i klemme personligt, for det er mit firma, og jeg har et stort ansvar for mine medarbejdere.

- Jeg skal finde ud af økonomien. Også min private økonomi. Det bliver ikke de største julegaver i år. Det bliver ikke nemt, men vi må finde ud af det. Ellers må vi bo i cirkusvognen, siger Søren Østergaard, som privat er gift med skuespillerinden Lisbet Lundquist.

Det er ikke kun økonomisk, at han begræder beslutningen.

Også både personligt og kunstnerisk er han dybt frustreret.

- Jeg er afhængig af det af mange grunde - af kicket og af adrenalinen, som sprøjter rundt i kroppen, når man optræder, siger Søren Østergaard.

- Jeg tænker også på publikum - glemmer de mon en?

Han trøster sig med, at han allerede har fået meget støtte fra publikum på de sociale medier.

Imens skal han til at se på, hvad der så skal ske, når sommeren ikke står på Zirkus Nemo.

- Jeg har ikke andre planer, men det bliver jeg nødt til at få. Jeg er ikke typen, der lægger mig hen og piber. Men jeg piber lige i øjeblikket.

- Det er en mavepuster, jeg har fået, så jeg skal lige græde færdig, og så må jeg begynde at tage mig sammen og se, om jeg kan finde noget aktivitet og kreativitet at kaste mig over. Jeg tror og håber, at der dukker noget andet arbejde op. Jeg må gøre, hvad jeg kan.

Zirkus Nemo vender tilbage i sommeren 2022, forsikrer Søren Østergaard, der er kendt for sine karakterer som Bager Jørgen, Måler-manden og Smadre-manden.

Tanken om en aflysning tredje sommer i træk kan han ikke rumme.

- Jeg tror på det, for nu bliver vi også snart vaccineret, og så må det kunne lade sig gøre. Det er jeg sikker på, siger Søren Østergaard og tilføjer:

- ... Ellers kan det være ligegyldigt. Så er det helt galt.

Læs også

Del artiklen