Aben, pigen som længes og kysset er klar
SkulpturBy 2021 åbner fredag før pinse i Galten med mange spændende værker, som kan beses i hele byen frem til oktober.
For tredje gang siden 2017 gør Galten sig klar til at åbne SkulpturBy 2021. Og det er formentlig et sultent publikum, som venter en rundtur i byen, for nedlukning af museer og andre kulturelle institutioner gennem lang tid har skabt et behov.
SE VIDEO fra opstillingen - Åbner i Facebook
Det kan de 19 skulpturer, der ankom til Torvet i Galten sidste mandag med en stor lastbil gøre noget ved.
»Jeg har hentet dem i store dele af landet,« fortæller vognmand Lars Therkildsen, Skovby, der betjener kranen med stor sikkerhed.
Han får sat ’Kysset’, aben ’Marti’ og pigen ’Hun længes’ af på Torvet foran BioHuset.
Det er pigen, som længes efter prinsen på den hvide hest. Og jeg tænker, at lige her foran biografen vil der være en god mulighed for, at han kommer ud.
Mænd med vaterpas
Her er arbejdsgruppen bag Kunst i Galten samlet. Kirsten Simonsen skal være en af rundviserne i sommer, og hun dirigerer med sikker hånd kunstværkerne på plads.
»Men vi har også et par meget handlekraftige mænd med til at hjælpe,« siger hun.
Og med vaterpas bliver soklerne til kunstværkerne sat op. Der er stor respekt om kunstværkerne, som er overladt til arbejdsgruppen.
Pigen udenfor biografen
Den lokale kunstner Helle Bang har taget turen op fra Skanderborg, hvor hun bor og har sit atelier.
Hun kigger på sin skulptur ’Hun længes’, som netop er sat på plads.
»Det er pigen, som længes efter prinsen på den hvide hest. Og jeg tænker, at lige her foran biografen vil der være en god mulighed for, at han kommer ud,« siger hun.
Helle Bang glæder sig over, at hendes kunstværk nu har fået plads i det offentlige rum.
»Det er stort, når andre har glæde af det, jeg går og laver. Man må snakke med hende og røre ved hende,« siger Skanderborg-kunstneren, der har haft ’Hun længes’ udstillet i Give, inden den nu er i Galten.
»Og hun har en søster oppe i Norge,« lyder det fra Helle Bang.
Når vores guider kommer rundt med folk, så lytter de på, hvad der eventuelt stikker ud.
Åbningsfest fredag
Kunstværkerne skal stå i Galten frem til 24. oktober. På fredag 21. maj åbner udstillingen officielt kl 16 foran BIOHuset, hvor der vil være åbningsfest.
Det glæder Tove Severinsen sig til. Og først et stykke ind i sommeren bliver der taget stilling til, om et eller flere af kunstværkerne skal købes til en mere permanent plads i byen.
»Når vores guider kommer rundt med folk, så lytter de på, hvad der eventuelt stikker ud. Så skal vi efterfølgende ud og samle penge ind for at kunne købe kunstværket. Det er en rigtig god måde at gøre det på, for så er der er flere input,« siger Tove Severinsen, som også var med, da Fortællestenen blev afsløret på Bytoften onsdag.
Den er også omtalt i kataloget, som bliver frigivet på fredag ved åbningen. Men Fortællestenen, som Helle Munk Pedersen har skabt, bliver stående i hvert fald 10 år frem.