Festivalaflysning: Smukfest sender spydig besked til politikerne

Skanderborg Festivalklub har skrevet et spydigt brev til politikerne på Christiansborg som svar på et Facebook-opslag fra kulturminister Joy Mogensen.

Artiklens øverste billede
Publikum, Smuk Koncerten III, Bøgescenerne, Smukfest 2019, Skanderborg

Arrangøren af Smukfest, Skanderborg Festivalklub, er både skuffet og uforstående over for politikernes aflysning af sommerens store festivaler.

Det fremgår af et åbent brev til politikerne på Christiansborg og ikke mindst kulturminister Joy Mogensen, som i et Facebook-opslag erklærer, at hun er i stor sorg over aflysningerne og er »mega nysgerrig på, hvilke alternative idéer der bliver puslet med fra de store gode festivalorganisationer«.

Festivalklubben svarer spydigt, at der absolut ikke »pusles« med noget festival-agtigt.

»Vi pusler med at have fået nogle restriktioner omkring alternative arrangementer, der er så stramme, at selv det mest restriktive af de alternative scenarier, vi har forberedt, ikke kan lade sig gøre,« fremgår det af brevet.

Klubben opridser 10 ting, den »pusler med« – blandt andet.:

»… at holde tanken ud om at stå i en formentligt normaliseret sensommer, hvor 4 mio. danskere eller flere er vaccinerede. Til den tid vil vi formodentlig kunne have afviklet en festival i sikre rammer.«

Blot tom snak

»Vi pusler med ærgrelsen over de mange tilkendegivelser om, at festivalsensommeren var en politisk prioritering at få til at lykkes, blot var tom snak. Sidste år var det coronaen, der ryddede bordet, mens beslutningen i år tilsyneladende er blevet taget ud fra et politisk forsigtighedsprincip.«

»Vi pusler med at være blevet spurgt om at rådgive og være en del af løsningen, men ende med ikke at blive hørt.«

Skanderborg Festivalklub har trods aflysningen i fjor indtil videre ifølge talsmand Søren Eskildsen i samarbejde med banken og Vækstfonden selv formået at aflønne sit sekretariat og betale visse leverandører. En ansøgning om 66 mio. kr. fra arrangørhjælpepakken, der bl.a. skal kompensere artister, som endnu ikke har fået penge, er imidlertid endnu ikke færdigbehandlet.

0 kroner til musikere

»Vi pusler med, at processen omkring kompensation for aflysningen i 2020 er så langsom og tung, at vi endnu ikke har modtaget en krone til at holde skindet på næsen hos vores artister, leverandører og lokale foreninger,« står der i brevet.

Søren Eskildsen uddyber:

»Vi ønsker ikke at være utaknemmelige, men det er blot endnu et eksempel på de vilkår, vi og andre arrangører af store festivaler står med.«

Festivalklubben rejste i fjor et større millionbeløb til at komme igennem krisen ved at omlægge lån i sine ejendomme. Desuden har Skanderborg Byråd godkendt, at klubben ekstraordinært vil kunne låne 5 mio. kr. af kommunen, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var ud fra en forventning om, at der igen kom penge i kassen til august.

Penge i transit

»Vi har indtil videre løst vores likviditetsproblem, så vi har mulighed for at navigere. Men mange af vores leverandører har stadig penge til gode fra sidste år. Størstedelen af de 66 mio. kr. skal blot i transit her hos os, inden vi sender dem videre til leverandørleddet,« forklarer Søren Eskildsen.

Ifølge talsmanden er det uvist, hvor mange af de helt præcist 65.890.357 kr. som kommer til udbetaling.

»Vi ved det ikke. Det er ikke os, som står med risikoen, hvis beløbet måtte blive lavere,« siger Søren Eskildsen, der også kan afsløre, at tålmodigheden er ved at slippe op hos leverandørerne:

»Der er en virkelig stor efterspørgsel efter at få skred i det her. Så har jeg ikke sagt for meget.«

»Pissekede af det«

Afslutningsvis efterlyser Smukfest-arrangøren i brevet, at blot én af de ansvarlige politikere vil forklare de retningslinjer, de selv har vedtaget.

»Så kære politikere, vi har brug for at forstå, hvad der ligger bag jeres tidlige beslutning. Det er 21 måneder siden, vi afviklede festival, og vi skal nu vente yderligere 15 måneder. Det er vi pissekede af! Smukke hilsener, Smukfest.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen