Sorten Muld blander nordisk og mellemøstlig musik

Folktronica-orkesteret Sorten Muld udsendte 13. maj deres nye album ’Mark IV – lånt tid’.
25 år efter opstarten lokker det bandet ud på landevejen til tre farverige release-koncerter. Torsdag 10. juni gælder det VoxHall i Aarhus. Det oplyser Fonden Voxhall i en pressemeddelelse..
Med bagkæden fra det klassiske Sorten Muld-orkester og en flok gæstemusikere med lige dele rødder i det nordiske og det mellemøstlige vil koncerterne byde på sangene fra release-albummet. Men også på nye versioner af klassikerne fra de gamle albums ’Mark II’ og ’III’.
»Vores hjerter hopper og danser som kvier, der slippes på græs(!) ved tanken om igen at skulle ud og møde vores publikum,” siger sanger Ulla Bendixen. ”Mange har ventet meget længe på, at vi fik lavet denne efternøler af et album. Nu er det her. Nu skal det ud og afprøves i levende live.«
Det nye album samler trådene op fra det klassiske Sorten Muld, hvor nordiske middelalderballader hvirvles ind i et organisk, underspillet electronica-univers.
»Men på ’Mark IV’ har vi også flirtet med det, vi kalder det nye nordiske. Vi kender efterhånden en god flok herboende sangere og musikere med rødder i det mellemøstlige, som vi har lokket med i studiet. Deres klange smelter forbløffende godt ind i vores univers, synes vi. Og mon ikke vi kan lokke flere af dem med på scenen?«
Sorten Mulds nye album er delvist finansieret via crowdfunding, hvor alle interesserede har kunnet hjælpe med at skabe albummet ved at købe det på forhånd.
»Vi er ydmyge og glade for den store opbakning og tillid, vi har mødt fra vores tålmodige følgere. Deres støtte har lånt os tid og givet os en varm opdrift at svæve på under indspilningerne. Vi håber, det har forplantet sig i sporene,« siger Ulla Bendixen og afslutter:
»Den samme varme opdrift mødte vi ved vores koncerter, lige inden vi gik i studie-mode. Nu glæder vi os til at komme til LIVE igen.«
sas