Besøgsvennerne kan igen besøge

Efter mere end et år uden fysiske møder må Besøgstjenesten igen sende sine besøgsvenner ud på fysiske besøg

Artiklens øverste billede
Besøgsvenneparret Emma Nielsen (tv) og Aase Andersen glæder sig over, at det igen er muligt at være sammen. Pressefoto

I Besøgstjenesten Lystrup-Elsted-Elev har de i mere end et år måttet nøjes med at ringe sammen. Men nu kan de ses igen – til stor glæde for den, som får besøg, såvel som for besøgsvennen, lyder det fra foreningen.

Værst er ensomheden

»En af de få gode ting, der er at sige om vores pandemi, er, at vi virkelig er blevet klar over, hvad vi savner. Det værste har været isolationen og ensomheden – og de fleste har fået erfaring med de nedbrydende kræfter, som isolation har.«

Det fortæller Vibeke Bro fra Lystrup Kirke på vegne af Besøgstjenesten Lystrup-Elsted-Elev.

»Det er lige netop i mødet med et andet menneske, vi mærker, at det fysiske nærvær er med til at holde os fast i, at vi hver især er så uendeligt meget værd.«

Få eller bliv en besøgsven

Vil du gerne have en besøgsven eller har du selv lyst til at være besøgsven, kan man kontakte Besøgstjenesten, der vil formidle kontakten, så lyst og interesser passer bedst muligt sammen. Det kræver ingen særlige forudsætninger, blot evnen til at lytte og sætte sig ind i et andet menneskes livssituation.

De to koordinatore for Lystrup-Elsted-Elev afdelingen er Solvejg Østergaard, tlf. 2334 8153 og Ester Bork Sørensen, tlf. 2278 6555.

Læs også

Del artiklen