Julie Steincke om svær tid: »Min livsglæde blev suget ud af mig«

Nedlukningen var et hårdt knytnæveslag mod de mennesker og den branche, der lever af at underholde et publikum. Også for musicalstjernen Julie Steincke.

Artiklens øverste billede
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Julie Steinckes blomstrede jumpsuit i mange forskellige farver står i stor kontrast til den grå scenografi, som er ved at blive bygget på Østre Gasværk Teater.

Omgivet af hvad der ligner rå betonblokke, der hænger ned fra loftet over scenen, duften af savsmuld fra de nybyggede kulisser og lyden af værktøj, der banker mod stilladser, lyser Julie Steinckes farverige mundering op i salen.

Scenografien skal om kort tid danne ramme om musicalen ”Green Days American Idiot”, som skuespillerinden medvirker i.

Meget passende har hun iklædt sig en sort læderjakke udover sin spraglede dragt, som passer godt ind i forestillingens punkrock-tema.

- Jeg tror virkelig, at forestillingen kommer til at være et skud energi for publikum, som et Duracell-batteri der bliver sat ind i kroppen, siger hun.

Julie Steincke lyser op ved tanken om, hvad forestillingen kommer til at give et publikum, der har måtte undvære denne slags live-forestillinger i over et år.

Det sidste halvandet år, hvor coronavirus har lukket samfundet ned, har været svært for de fleste.

Det gælder også for Julie Steincke og for hele underholdningsbranchen generelt.

Faktisk overvejede hun helt at stoppe som performer.

- Min livsglæde blev suget ud af mig. Der var jo ikke noget, jeg kunne gøre, siger hun om den svære tid.

Den 44-årige skuespiller mistede alle sine jobs under corona-nedlukningen.

- Pludselig stod jeg der, og kunne knap nok fodre mine børn.

Inden nedlukningen havde hun ellers kalender fyldt op med spændende projekter, som hun virkelig så frem til.

Men da musical-stjernen var i gang med en anden forestilling i foråret 2020, kunne hun se, hvordan sæderne i salen langsomt blev mere og mere tomme:

- Folk var jo bange for den her virus, og det gjorde, at os på scenen også blev rigtig bange.

For Julie Steincke har hendes lunger været hendes instrument, siden hun gik på teaterskole i London som helt ung.

Og de er også hendes vigtigste arbejdsredskab.

Da hun lider af lungesygdommen astma, er sangerinden, der også har arbejdet med musik udenfor musical-sammenhæng, en del af risikogruppen.

- Jeg vil ærligt indrømme, at jeg var bange for at gå ud, da det hele lukkede ned, fortæller hun.

Julie Steincke havde derfor en meget isoleret tilværelse under nedlukningen, hvor hun overlevede på sin anden uddannelse som personlig træner.

Derfor er hun også ekstra glad for endelig at være tilbage på scenen:

- Det positive ved nedlukningen har været, at det lige pludselig er gået op for mig, hvor fantastisk det, jeg laver, er, siger hun.

Udover at Julie Steincke har lært at sætte mere pris på de små ting i hendes normale dagligdag, at have et godt helbred og friheden til at tage på arbejde, har nedlukningen også fået hende til at turde at satse mere:

- Det har faktisk også givet mig et skub, idet jeg har fået endnu mere blod på tanden i forhold til at gå præcis efter det, jeg drømmer om.

Julie Steincke har altid drømt om at blive tv- og film-skuespiller.

Men fordi hun har en rigtig god sangstemme, har hun altid vidst, at hun har en fordel i musicalverdenen.

Så efter et par år, hvor hun hovedsageligt havde arbejdet med musikken, fandt hun pludselig sig selv på et sidespor, hvor det var vanskeligt at få adgang til tv- og filmverdenen.

- Det har altid været meget svært at komme ind ad de døre, fordi folk sætter én ind i en ”dur kun til musicals-boks”, fortæller hun.

Så efter at hun under nedlukningen har haft rigtig meget tid til at reflektere over sin tilværelse og sine drømme, er hun begyndt at tænke anderledes:

- Nu tænker jeg: ”Tro nu bare på dig selv, og gå efter det, du gerne vil.”

Udover drømmen om at få flere roller på dansk tv og i danske film, håber Julie Steincke på, at der kunne være noget arbejde i udlandet i fremtiden.

- Måske er vejen ind i den danske tv- og filmbranche gennem udlandet, så det er noget, som jeg arbejder på. Og så tror jeg også, at det vil gavne branchen, at der kommer lidt mere udskiftning, så man blander posen lidt mere, end man måske gør nu.

Julie Steincke er født i Danmark, men opvokset i England. Derfor taler hun både flydende britisk og amerikansk.

- Vi løber så stærkt, men corona har fået os til at stoppe op og tænke over, hvad det er, vi virkelig gerne vil. No more bullshit, siger hun.

Sangerinden er ordblind og kæmpede derfor rigtig meget med det boglige i skolen, da hun var yngre.

- Da jeg gik i skole i England, fik jeg angst-anfald, når skolebussen kom og hentede mig. Jeg kunne ikke få vejet. Det sidder stadig i mig, fortæller hun.

Hendes ordblindhed har tidligere holdt hende tilbage fra at søge mange af de film- og tv-roller med lange manuskripter.

Musicalrollerne har desuden trukket i hende, fordi hun føler sig mere tryg ved at læse noder og musik, end hun gør ved at læse bogstaver.

Men det skal ikke være en forhindring eller en undskyldning længere:

- Nu har jeg trykket på startknappen, og jeg vil ikke længere holde mig tilbage, fordi jeg ikke tør, siger hun.

Forestillingen ”Green Days American Idiot” har premiere den 26. juni på Østre Gasværk Teater.

- Musicalen er bare så livsbekræftende, så jeg håber virkelig ikke, at publikum stadigvæk er bange for at komme, siger hun.

Frygten for hvordan pandemien skal påvirke underholdningsbranchen fremadrettet, spøger tydeligvis stadig hos hende.

Men hun ved samtidig, at publikum har et lige så stort behov for at få en på opleveren, som forestillinger har for at sælge billetter:

- Kulturbranchen og publikum har et kæmpe behov for at kramme hinanden, efter de har været adskilt i så lang tid, siger hun.

Læs også

Del artiklen