Et liv fyldt med traumer: »Jeg så døden i øjnene, før jeg lærte at sige mor«

Alexandre Nsoni flygtede som barn fra død og ødelæggelse, og siden han kom til Danmark, har han forsøgt at flygte fra traumerne og omsorgssvigt i hjemmet.

Artiklens øverste billede
- Jeg så døden i øjnene, før jeg lærte at sige mor. Jeg lærte at løbe, før jeg lærte at gå, imens jeg løb gennem brændende sand og fugtigt blod, skriver Alexandre Nsoni blandt andet i sin digtsamling "I Afrika fødes der ikke drenge - kun mænd". (privatfoto) - Foto: Privatfoto/Free

- Det er surrealistisk det her, siger Alexandre Nsoni med et smil på læben, da han ser et af sine digte på forsiden af Dagbladet Information.

På forsiden står der blandt andet disse fraser fra digtet ”Ung Veteran”:

- Jeg så døden i øjnene, før jeg lærte at sige mor.

Den første anmeldelse af debutantens digtsamling ”I Afrika fødes der ikke drenge - kun mænd” er ude, og det er en dag, som Alexandre Nsoni har ventet længe på.

Den 25-årige digter kom til Danmark som 6-årig, efter han var flygtet med familien fra Den Anden Congo-krig.

En krig der bliver omtalt som Afrikas Verdenskrig, fordi den involverede otte lande og førte til over fem millioner civiles død mellem 1998 og 2003.

Digtsamlingen er en dyster selvbiografi om livet inden flugten, under selve flugten til Danmark og de lange skygger, som krigen stadig kaster ind over den congolesiske, nu nordjyske, familie.

Og Alexandre Nsoni har ikke haft det nemt.

Ikke nok med at han har været tvunget til at leve med sine egne og forældrenes krigstraumer, har han også kæmpet med de fordomme og skæve blikke, der blev sendt hans vej, fordi han var en del af den eneste mørke familie i den nordjyske by Vrå, hvor han voksede op.

- Jeg vidste aldrig, om jeg kom hjem til en mor, der havde gennemført et af sine selvmordsforsøg, eller om jeg kom hjem til en far, der var fuld og ville slå, fortæller Alexandre Nsoni.

Og der bliver ikke lagt nogen fingre imellem, når han fortæller om sine oplevelser med død, sult, voldtægt, omsorgssvigt og vold i sine digte.

Han fortæller nemlig også om, hvordan arrene på sjælen har ført ham til et liv med psykisk sygdom, stoffer, utroskab og nattepisseri.

- Jeg er diagnosticeret med bipolar lidelse og PTSD, og jeg har stadigvæk svært ved at sove om natten, fortæller den unge digter og fortsætter:

- Jeg har traumer og set ting, jeg ikke skal se. Jeg ville ønske, at jeg ikke kunne huske alle de ting, der har gjort mig fortræd. Men man er bare nødt til at lære at leve med det, og det har poesien hjulpet mig med, fortæller han.

Til dagligt bor Alexandre Nsoni i Horsens, og når han ikke skriver digte, arbejder han som handikaphjælper.

Han har ingen problemer med at fortælle om sine inderste tanker og traumatiserende oplevelser, men når det kommer til at tale om mere hverdagsagtige ting som eksempelvis uddannelse, er han meget privat:

- Jeg synes, at digtsamlingen taler for sig selv. Så udover det, der står deri, vil jeg helst ikke tale for meget om mig selv, siger han.

Titlen ”I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” er en reference til de hårde omstændigheder, Alexandre Nsoni blev født ind i med fattigdom og krig.

- Jeg har aldrig haft en barndom. Der har altid været fokus på mandighed. Der hvor min eksistens opstod, kunne man ikke vise følelser, hvis man ville overleve, siger han og fortsætter:

- Da jeg så min bedste ven dø for øjnene af mig, sagde min mor til mig, at jeg skulle vænne mig til døden. Jeg måtte ikke være ked af det.

Selv om det er blevet indoktrineret dybt i Alexandre Nsonis bevidsthed, at han ikke må vise følelser, hvis han vil overleve, har han alligevel valgt at gøre netop det i sine digte. Og det blev hans redning:

- Jeg havde tre valgmuligheder. Enten kunne jeg tage mit eget liv, betale rigtig mange penge til psykologer, eller også kunne jeg skrive mine oplevelser og følelserne omkring dem ned, for at få det forløst, fortæller han.

Heldigvis valgte han den sidste.

Hættetrøjen er trukket godt op om ørerne, men under hans opsmøgede ærmer, kan man se tatoveringerne, der hver især symboliserer et traume:

- Hver tatovering er lavet på et sted, hvor jeg har et ar, forklarer han.

Og med ar mener han ikke nødvendigvis et fysisk ar.

Det sorte blæk dækker nemlig også områder på kroppen, hvor han kan huske, at han er blevet gjort fysisk fortræd, selvom man ikke længere kan se det på huden.

Navnet ”Alexandre” betyder kriger, men digterens fornavn er ikke dét, hans forældre gav ham.

Det har han selv valgt:

- Mine forældre gav mig et andet fornavn, men jeg føler, at dén person er død. Børn kan ikke tåle at se på død og ødelæggelse, uden at deres sjæl dør. Så jeg begravede mig selv i Angola, hvor jeg blev voldtaget af min barnepige, fortæller han.

Efter flugten fra hjemlandet og inden Alexandre Nsoni kom til Danmark, opholdt han sig nogle år i Angola.

Men processen med at skrive digte har hjulpet ham med at forstå andres og sin egen ulykke bedre:

- Jeg prøver at finde forståelse for, hvordan folk kan finde på at gøre, som de har gjort. Så det er dét, jeg søger efter igennem min digtskrivning. Jeg angriber ikke nogen med bogen, jeg prøver bare at forstå, forklarer han.

Digtsamlingen har været vanskelig læsning for Alexandre Nsonis familie, men han arbejder på at forbedre forholdet til sine forældre.

Og det mener han også sker gennem forståelsen.

I et af digtene skriver Alexandre Nsoni om, at han ville ønske, at han kunne have givet sin far en bedre opvækst, så faderen kunne have givet Alexandre Nsoni en bedre opvækst.

- På den måde er jeg jo godt klar over, at de opdragelsesmetoder, som mine forfædre har brugt indtil nu, de skal stoppe her. De stopper med mig, siger han.

Når man læser hans digtsamling, er det svært ikke at få associationer til en anden ung digter - nemlig Yahya Hassan.

Men ifølge Alexandre Nsoni er det ikke meget, de to har tilfælles, udover at de begge er minoritetsdanskere:

- Men vi er selvfølgelig også begge vokset op i hjem med de samme hårde opdragelsesmetoder og omsorgssvigt, siger Alexandre Nsoni.

Yahya Hassan har været én af inspirationskilderne for Alexandre Nsoni, og den nu afdøde digter Yahya Hassan er da også nævnt i digtsamlingen:

”Senere stødte jeg ind i Strunges kamp og Hassans genstridighed der vækkede min”, skriver Alexandre Nsoni.

Digtsamlingens redaktør og udgiver er forfatteren Pelle Hvenegaard, som indtil nu kun har benyttet sit forlag Villakazi Publishing til at udgive sine egne bøger.

Men det ændrede sig, efter han tilfældigt stødte ind i Alexandre Nsoni og efterfølgende fik tilsendt seks af hans digte:

- Efter at have læst digtene højt for Caroline, min hustru, kiggede vi på hinanden og blev enige om at tilbyde ham at udgive dem. Det vi læste, ramte os og var for vigtigt til ikke at komme ud, fortæller Pelle Hvenegaard.

”I Afrika fødes der ikke drenge - kun mænd” udkommer den 28. juni.

Hvis du har selvmordstanker, kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefonnummer 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05.

jn

Læs også

Del artiklen