Rasmus Seebach og kæresten Julie Teglhus' store sorg: Hun aborterede to gange

Parret har været knust over, hvor vanskeligt det har været at få endnu et barn, fortæller Seebachs kæreste, Julie Teglhus, i podcasten ”To the Moon, Honey”.

Artiklens øverste billede
Ganske snart bliver sangeren Rasmus Seebach og kæresten Julie Teglhus forældre igen. Foto: Ritzau/Scanpix

Ganske snart bliver sangeren Rasmus Seebach og kæresten Julie Teglhus forældre igen, når parrets lille purk kommer til verden.

Men de har kæmpet længe for at få drømmen om en søskende til sønnen Holger opfyldt.

Julie Teglhus har været gravid to gange forinden, men har mistet begge fostre.

Det fortæller hun åbenhjertigt i podcasten ”To the Moon, Honey” ifølge Se og Hør.

- Det kom totalt bag på mig. Det var gået så let med Holger, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle være en af dem, der aborterede. Jeg var jo kun 26 år og havde aldrig tænkt, at det skulle blive svært at få et barn til.

- Jeg var helt knust. På trods af hvad jeg kunne læse om aborter og folks velmenende ord om, at det var normalt, så føltes intet af det normalt, siger hun i podcasten ifølge Se og Hør.

Kort efter den første spontane abort lykkedes det hende at blive gravid igen. Men da parret var til skanning i syvende uge, var hjerteblinket væk.

Det efterlod parret helt opløst, og Julie Teglhus frygtede, at hun ikke var i stand til at bære et barn igen, fortæller hun videre i ”To the Moon, Honey” ifølge mediet.

Heldigvis kunne parret annoncere i anledning af Rasmus Seebachs 41-års fødselsdag i marts, at de ventede en lillebror til storebror Holger på fire år.

Og den lille ny ventes at komme til verden hvert øjeblik.

Rasmus Seebach fortalte i et interview med Ritzau i juni, at hans hjerte var lige ved at springes af glæde over den forestående familieforøgelse.

- Når man ikke har prøvet det, har man svært ved at tro, at man kan elske så højt igen. Men det kan man jo. Jeg har i hvert fald altid følt mig lige så elsket som min storebror. Så et eller andet sker der inden i os, når der kommer et barn mere, lød det fra musikeren.

- Men jeg ved også, at jeg har masser af kærlighed i mig. Det er også det, der er så vildt: at man bare kan elske mere og mere for hver dag, man lærer hinanden endnu bedre at kende. Jeg er sikker på, at det også betyder flere sange.


/ritzau/

Læs også

Del artiklen